Chionin

Chionin er et buddhistisk tempel beliggende i Kyoto. Det oprindelige tempel blev grundlagt i 1234, men dette blev dog ramt af en brand i 1633, som endte med at lægge det i ruiner. Majoriteten af de nuværende strukturer stammer derfor fra årtierne efter, hvor templet blev genopført, men hovedporten klarede sig dog uskadt igennem branden og er derfor lidt ældre, idet den er fra 1619. Med en højde på 24 meter og en bredde på 50 meter er der tilmed tale om den største hovedport i Japan, og så har den oven i købet fået status som kulturskat.

Grunden, til at hovedporten formåede at stå intakt efter branden, er, at den ligger afsides selve tempelgrunden, som man skal bestige en række trapper for at nå frem til. Der er tale om et forholdsvis stort tempelkompleks med store åbne arealer, der adskiller bygningerne fra hinanden, og blandt disse finder man desuden en tempelklokke, der blev støbt i 1633 og som har en vægt på 74 tons, hvilket gør det til den største tempelklokke i Japan, ligesom det desuden var den største klokke i hele verden helt frem til 1800-tallet. Med til templet hører også to haver, hvor der fra den ene er udsigt ud over Kyoto.

Chionin ligger under en kilometer fra Higashiyama station, hvorfra der er 10 minutter til fods.

Total Page Visits: 575 - Today Page Visits: 1