Daitokuji er navnet på et stort tempelkompleks beliggende i det nordlige Kyoto, der dog er navngivet efter hovedtemplet, som netop hedder Daitokuji. Ud over dette findes dog over 20 såkaldte undertempler på den store grund, som er omkranset af en mur. Hovedtemplet er imidlertid ikke åbent for besøgende, og det samme gør sig gældende for de fleste undertempler, men enkelte af disse har dog valgt at åbne dørene for offentligheden, og disse er særligt kendte for deres japanske haver og stenhaver, idet Daitokuji er knyttet til zenbuddhismen.
Daitokuji blev grundlagt i begyndelsen af 1300-tallet, men blev dog ødelagt under Onin-krigen i 1400-tallet, hvorefter det blev genopført med løbende tilføjelser af nye templer på grunden, hvor de siden har fået lov at bestå, så Daitokuji således er kendt for at være et af de største og mest velbevarede tempelkomplekser i Japan. Selvom de fleste templer ikke er åbne for offentligheden, så har man dog adgang til den 23 hektar store grund, og man kan dermed gå rundt og få en fornemmelse af, hvordan denne type tempelkomplekser så ud, dengang de var udbredte i Japan.
Eftersom mange bygninger er flere hundrede år gamle, så er Daitokuji i besiddelse af et enormt antal kultur- og nationalskatte, hvilket både drejer sig om strukturer, men også artefakter såsom malerier og litteratur, som man gennem tiden har formået at bevare i templerne. Kun tre undertempler er åbne for besøgende året rundt, hvilket drejer sig om Ryogenin, Zuihoin og Daisenin, mens andre templer kun slår dørene op i udvalgte perioder.
Daitokuji ligger nærmest Kitaoji station, som befinder sig lidt over en kilometer væk.