Eiheiji

Stort tempelkompleks med buddhistiske aktiviteter

Om stedet

Eiheiji er et stort tempelkompleks beliggende i bjergene 15 km. uden for byen Fukui i præfekturet af samme navn. Templet blev grundlagt i 1244 og består i dag af et område på 330.000 kvadratmeter med over 70 bygningsværker, der er forbundet med hinanden via tildækkede gangarealer, der har til formål at holde folk beskyttet fra de enorme mængder sne, som årligt rammer regionen. Det er således muligt at beundre store dele af templet indefra, mens andre steder kun kan betragtes udvendigt, for Eiheiji fungerer primært som en skole for buddhistiske munke og nonner, hvilket er forklaringen på de mange bygninger, idet flere af dem fungerer som boliger for templets mere end 200 elever.

Ingen af de nuværende bygninger er dog originale, idet de alle er blevet ødelagt af brande gennem tiden, og den ældste struktur er i dag en port fra 1794, mens tempelklokken er fra 1327. Som besøgende skal man være anstændigt påklædt og ikke være højlydt, når man opholder sig på templet, eftersom der jo er tale om en skole med undervisning. Man vil få udleveret en liste over regler ved sin ankomst, som man skal følge. Ansøgere har desuden mulighed for at deltage i forskellige kurser såsom meditation og sutrakopiering, ligesom man sågar kan overnatte på templet og leve som en buddhistisk munk eller nonne for en dag, hvilket er en unik oplevelse, som særligt trækker mange besøgende til templet, fordi man på førstehånd bliver sat ind i de traditioner og discipliner, som dyrkes inden for buddhismen.

 

 Find vej

Eiheiji ligger cirka 6,5 kilometer fra Eiheiguchi station, hvorfra der kører busser, som kan klare turen på 10 minutter. Der går desuden busser fra Fukui station, hvor der er en halv times rejsetid til templet.