

Om stedet
Engakuji, hvis officielle navn er Zuirokusan Engaku Koshi Zenji, er et buddhistisk tempelkompleks beliggende i Kamakura. Der er tale om et af de vigtigste zen-templer i Japan, og dette blev grundlagt i 1282 for at ære de japanske og mongolske ofre for den mongolske invasion af landet året forinden. Siden da har templet dog været ramt af brande flere gange, ligesom det blev skadet af det store Kantojordskælv i 1923, så i dag er der ingen af de originale bygninger tilbage. Hovedbygningen er sågar en temmelig ny rekonstruktion fra 1964, mens den mest populære struktur er hovedporten fra 1785. Templets klokke stammer imidlertid fra 1301 og er med en højde på 2,6 meter den største i Kamakura.
Det er muligt at begive sig rundt på den enorme tempelgrund, hvor man blandt andet kan betragte de tilhørende haver, og eftersom Engakuji er blevet bygget på en forhøjning omringet af et skovlandskab, og templet er også et af de mest populære steder for de lokale at nyde efterårsfarverne. Selvom templet består af mange bygninger, er størstedelen af disse dog lukket af for offentligheden, da de anvendes af personalet.
Find vej
Engakuji ligger lige ved siden af Kita-Kamakura station.
