Enpukuji

Enpukuji

Enpukuji, der også er kendt under navnet Iinuma Kannon, er et buddhistisk tempel beliggende i byen Choshi i Chiba-præfekturet. Her blev det ifølge sagnet grundlagt af Kobo Daishi i 800-tallet, efter nogle fiskere i området fandt den Buddha-statue, som templet i dag huser. De nuværende bygninger er dog forholdsvis nye, idet Choshi blev udsat for bombetogter under Anden Verdenskrig, hvilket lagde Enpukuji i ruiner. Genopbygningen fandt sted i 1970'erne, mens den nyeste struktur er en femetagers pagode på 33,5 meter, der blev føjet til grunden i 2009, og denne er ligesom templets hovedbygning karakteriseret ved sin dybe røde farve. Det originale tempels pagode var dog kun på to etager. 

I dag er Enpukuji blandt andet kendt for sin månedlige røgelsesfestival, der afholdes den 18. i hver måned, og så er templet desuden en del af pilgrimsruten Bando Sanjusankasho, der består af 33 templer i Kanto-regionen. Enpukuji deler endvidere navn med flere andre templer rundt om i Japan.

Enpukuji ligger kun få hundrede meters gang fra Kan-Non station.

Total Page Visits: 788 - Today Page Visits: 1