Jomyoji er et zen-buddhistisk tempel beliggende i Kamakura. Templet blev grundlagt som et familietempel i 1188 af Ashikaga-klanen, der senere etablerede Ashikaga-shogunatet, men med dettes fald ophørte Kamakuras storhedstid, og mange af byens templer gik i forfald. Dette var også tilfældet med Jomyoji, der på et tidspunkt havde bestået af et større bygningskompleks med flere pagoder, men grundet brande og mangel på vedligeholdelse gik de fleste bygninger med tiden tabt, og i dag er der kun tre store strukturer tilbage, som inkluderer hovedbygningen fra 1754.
Med til Jomyoji hører desuden en zen-have, som primært består af sten og mos med et tilhørende tehus, hvor besøgende kan nyde udsigten med en kop te. Jomyoji-templet ejer og driver desuden også en restaurant og et bageri, hvor gæster har mulighed for at købe mad. Grundet templets tilknytning til Ashikaga-klanen er det også her, man finder flere grave tilhørende medlemmer af slægten.
Jomyoji-templet ligger 2,5 kilometer fra Kamakura station, hvorfra der er cirka 40 minutter til fods. Alternativt kan man tage en bus fra Kamakura station, som kan klare turen på 10 minutter.