Nanzenji

NanzenjiNanzenji er det populært anvendte navn for det buddhistiske tempel Zuiryusan Nanzenji, som er beliggende i det østlige Kyoto. Templet hed oprindeligt Zenrinji og blev grundlagt i 1291 af Kejser Kameyama på den grund, hvor hans gamle palads lå. Det er siden blevet ødelagt af brande hele tre gange og blev senest genopbygget i 1597, hvorefter tempelgrunden blev udvidet til at bestå af flere forskellige strukturer. Her er blandt andet tale om en såkaldt sanmon-port fra 1628, som man kan bestige og nyde udsigten ud over Kyoto. Med til hovedbygningen hører en berømt stenhave, hvor de udstillede sten skal forestille tigre med unger, der krydser en flod. Med til Nanzenji hører en række mindre templer, der ligeledes har haver tilknyttet, ligesom Kejser Kameyamas mausoleum også befinder sig ved et af disse. Igennem tempelgrunden ligger der noget, der mest af alt minder om en gammel jernbanebro af mursten, men der er i virkeligheden tale om en akvædukt, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet som en kanal, der skulle føre vand fra Biwa-søen frem til Kyoto. Den dag i dag er der fortsat vand i akvædukten, som besøgende har mulighed for at gå på og således vandre ind i det nærliggende skovområde. Dog er der intet gelænder på denne, så der er et frit fald på mere end 10 meter.

Den station, der er tættest på Nanzenji, er undergrundsstationen Keage, der er cirka 5 minutter væk til fods.

 

Total Page Visits: 340 - Today Page Visits: 1