Bjerget Koyasan er hovedsædet for Shingon-buddhismen, og hér befinder sig derfor over 100 templer, som pilgrimme gennem tiden er kommet for at besøge. Før i tiden var det dog ikke tilladt for kvinder at besøge templerne på Koyasan, idet bjerget blev anset for at være særligt helligt, så kvinder derfor ikke havde adgang, før dette blev muligt i 1872. Kvindelige pilgrimme måtte i stedet besøge et af de syv ydre beliggende templer tiltænkt dem, men efter at disse blev overflødige, forsvandt de fleste af dem - foruden et enkelt tempel kendt som Nyonindo, som fortsat eksisterer den dag i dag sammen med en af de pilgrimsruter, som kvinder benyttede.
Ved Nyonindo kunne kvinder altså før i tiden foretage ofringer og bede i forbindelse med et besøg på Koyasan, fordi de ikke kunne komme videre, men i dag er det tilladt for kvinder at begive sig rundt på hele bjerget. Mange vælger stadig at slå et smut forbi Nyonindo, hvor det også er tilladt for mænd at komme. Det var dog ikke tilladt for kvinder at bo på Koyasan før i begyndelsen af 1900-tallet.
Nyonindo ligger i de nordlige egne på Koya-bjerget og har sit eget busstoppested.