Seiryuji-templet

Seiryuji-templet

Seiryuji er et buddhistisk tempel beliggende i udkanten af Aomori, og så er det endda et temmelig ungt et af slagsen, idet det blev grundlagt i 1982. Bygningerne er derfor nye, men man har dog taget udgangspunkt i traditionel arkitektur, så de til sammen minder om et ældre tempelkompleks. Udover den store hovedbygning er her blandt andet også en pagode af træ, der med sine 39 meter er den højeste i Tohoku-regionen. Templets mange malerier er ligeledes moderne imitationer af traditionel japansk malerkunst, og rundt omkring vil man kunne se mange forskellige statuer, der ligeledes ligner de ældre af slagsen, som er at finde ved andre japanske templer.

Seiryuji kan imidlertid prale af endnu en rekord, for det er nemlig hér man finder Japans største siddende Buddha-statue i bronze. Denne har en højde på over 21 meter og kom til i 1984. På trods sin unge alder er statuen dog allerede blevet medtaget af vejret, så den ser noget ældre ud. Statuen befinder sig i et skovområde afsides selve templet, og på afstand kan man se dens hoved tårne op blandt træernes kroner. Det er tilmed muligt for besøgende at få adgang til statuens indre, ligesom templet giver folk mulighed for selv at prøve buddhistiske aktiviteter

Seiryuji-templet ligger lidt over 2 kilometer fra både Koyanagi station og Yadamae station, hvorfra der er en halv time til fods.

Total Page Visits: 532 - Today Page Visits: 1