

Om stedet
Kumamoto-borgen er beliggende i Kumamoto på Kyushu og er sammen med borgene i Himeji og Matsumoto en af Japans tre prægtigste borge. Dog er denne i modsætning til de to andre ikke en fuldkommen original borg, idet hovedbygningen er en moderne rekonstruktion i beton fra 1960. Oprindeligt blev borgen bygget tilbage i 1588, efter man 100 år forinden havde anlagt en fæstning i området, og i de kommende årtier blev borgen udstykket, så den kom til at bestå af dusinvis af bygninger, men mange af disse er med tiden gået tabt, og i 1877 blev hovedbygningen ødelagt af en brand, da den blev belejret under Satsuma-oprøret, der var det afsluttende slag mellem samuraiklassen og regeringen.
13 bygninger har dog overlevet tidens tand og står endnu på grunden den dag i dag, hvilket har gjort dem til nationalskatte, og med genopførelsen af hovedbygningen i 1960, blev der tale om et af de største borgkomplekser i Japan, idet store dele af boggrunden ligeledes har formået at stå uberørt. Hovedbygningen består af to tårne på 6 og 4 etager, som står placeret på et højt stenfundament, men eftersom der er tale om en rekonstruktion, er dennes interiør moderne og består blandt andet af et museum, mens man fra toppen har mulighed for at beundre udsigten ud over byen.
I 2016 blev Kumamoto ramt af to jordskælv, hvilket førte til store ødelæggelser på borgen, der efterfølgende blev lukket af for offentligheden, mens skaderne blev udbedret. Det tog dog fem år, før hovedbygningen igen blev åbnet op for besøgende, selvom denne tog minimal skade, netop fordi at der er tale om en moderne kopi af beton. Store dele af borgens originale stenfundament styrtede derimod sammen og krævede et længevarende restaureringsarbejde, men dele af dette tog igen skade under et nyt jordskælv ti år senere i 2026.
Find vej
Kumamoto-borgen ligger ved siden af sporvognsstationen Kumamoto Castle/City Hall station.
