Tokyo Sonata

Jeg vil kalde Tokyo Sonata for den japanske udgave af American Beauty. Konceptet er næsten det samme, men måden historien er fortalt på er også nogenlunde identisk med et kollektivt kollaps i en middelklassefamilie, hvor medlemmerne kæmper hver deres kamp, hvilket både splitter og forener dem.

Vi får et realistisk indblik i et virkeligt problem i Japan - netop det konservative samfund, hvor en familie er afhængig af en enkelt forsørger, og hvis denne skulle risikere at miste sin indtægt, så betyder det ikke blot et nederlag for ham, men også for hele familien. Filmen giver japanere en dybere forståelse for deres eget samfund og udlændinge et nuanceret billede af Japans bagsider. I modsætning til American Beauty er det ikke en flot film visuelt, men det er en flot film historiemæssigt, fordi den skildrer sammenholdet i en familie gennem de små ting, selvom denne ellers er ved at gå i opløsning over større ting.

Manglen på kommunikation mellem ægtefolk er ikke noget, vi kan kende i lige så høj grad i Vesten, men netop manglen på kommunikation er det, der er filmens hovedingrediens til den dramatiske fortælling. Desværre er det også det, der trækker filmen ned, for vi bliver ikke sat ind i, hvad karaktererne tænker og føler. Deres ansigtsudtryk og adfærd er meget monoton og intetsigende, men der er i det mindste nogle mentale nedbrud, der fungerer som tiltrængt dynamik. Alt i alt er det underspillet, men troværdigt drama.