For at starte med at få det på plads: Denne film handler om en skolemassakre. Og det får man overhovedet ikke indtryk af i starten af filmen, hvor der tværtimod er lagt op til en psykologisk thriller, men så ændrer stemningen sig temmelig brat, og i sidste halvdel af filmen ser man kun skolebørn blive slagtet i hobetal... I en hel time...
Den slags film skal der da også være plads til, for det er jo et ømtåleligt emne, som man i USA ikke tør beskæftige sig med, eftersom det er skoleskyderiernes hovedstad, og eftersom filmen udkom året efter Utøya-massakren, så har den nok virket ret usmagelig for mange. Jeg er dog ikke sart, så mig støder den ikke. Problemet med den slags film er bare, at de ofte kun forsøger at chokere, hvilket i den grad er Takashi Miikes stil, hvorved handlingen ofte bliver en sekundær faktor.
Effekterne og skuespillet er faktisk i top, så den ros skal den da have. Jeg har aldrig set blodet sprøjte og folk blive skudt på så realistisk vis, så det kunne Hollywood bestemt lære noget af. Efter filmen sidder lyden af en shotgun, der bliver affyret, fortsat i ørerne, fordi man simpelthen har sørget for at få det til at lyde som om, at man selv er til stede. Men... filmen handler egentlig ikke om andet. Og det er lidt irriterende, for der bygges op til meget mere i første halvdel af filmen, og så eskalerer det bare i et hensynsløst blodbad, uden man ved hvorfor.
Man lærer nemlig ikke eleverne eller gerningsmanden at kende - udover at han er skør i hovedet, så man får ikke rigtig opbygget et forhold til karaktererne, og derfor bliver det mere absurd end trist at se unge blive slået ihjel på stribe. Det kunne have været så interessant, hvis man var gået mere ind i den skydegale tosses hoved og fundet ud af, hvad der er galt med ham, men han forbliver et mysterie, og derfor kan man ikke se ham som andet end en psykopat.
