Branden i pornobiografen i Osaka

Kazuhiro Ogawa og pornobiografen

Natten til den 1. oktober 2008 udbrød der brand i pornobiografen Cats i Osaka, hvor det var muligt at leje og se pornofilm i private rum. Branden blev opdaget klokken 3, hvor 26 af de i alt 32 kabiner var optaget, men selvom der omgående blev slået alarm, så nåede kun halvdelen af de 26 gæster og 3 ansatte ud, idet 15 mennesker omkom på stedet, mens yderligere en person døde af røgforgiftning på hospitalet to uger senere, hvorved det endelige dødstal nåede op på 16, hvoraf alle disse var mænd. Der var dermed tale om et af de værste massemord i Japans historie, for efter at branden var blevet slukket, kunne man konkludere, at denne var blevet påsat, og at man altså stod med en forbrydelse.

Gerningsmanden blev dog hurtigt pågrebet, for senere på dagen afhørte man den 46-årige Kazuhiro Ogawa, der havde været til stede i pornobiografen, hvor ilden var opstået i den kabine, som han havde benyttet. Han tilstod da også, at det var ham, som havde antændt branden, idet han både var fraskilt og gældsramt, ligesom han var arbejdsløs og derfor modtog offentlige ydelser, så han generelt følte, at han levede en elendig tilværelse. Og det var åbenbart frustrationerne over dette, som fik ham til at sætte ild til nogle servietter og sine personlige ejendele, da han midt om natten besøgte pornobiografen, hvor han var ligeglad med, om ilden spredte sig og dræbte nogle af de andre folk, der opholdt sig i denne.

Det var nemlig fordi, at Kazuhiro kunne identificere sig med de andre gæster, at han fik nok af det hele, eftersom det var almindeligt blandt hjemløse at benytte sig af kabiner i pornobiografer til at sove i frem for at se film, fordi at disse var billige at leje. Af samme grund tog det også lang tid at identificere alle ofrene, fordi at flere af dem var hjemløse, og man mener derfor også, at flere af dem lå og sov og dermed ikke opdagede branden, før det var for sent. Men selvom Kazuhiro godt nok stod bag branden, så endte denne med at koste så mange menneskeliv, fordi at brandsikkerheden i bygningen var mangelfuld - og den 1. oktober 2008 var ironisk nok dagen, hvor en ny lov om brandsikkerhed trådte i kraft. Pornobiografen levede dog ikke engang op til de gældende regler, eftersom der eksempelvis hverken var nødudgange eller vinduer, som folk kunne flygte fra, og selvom branddetektorer godt nok registrerede røgen, så valgte personalet af slå alarmen fra, fordi de var vant til, at denne blev aktiveret af cigaretrøg.

Pornobiografen lå i stueetagen i en 8 etagers bygning, men ilden fik dog ikke spredt sig til de øvre etager, idet den blev slukket på under to timer. Bygningen blev senere revet ned, og på det tidspunkt var Cats allerede lukket. Kazuhiro Ogawa trak efterfølgende sin tilståelse tilbage og nægtede herefter alle anklager, men i retten fandt man det alligevel bevist, at det var ham, der havde antændt branden, og han blev derfor dømt til døden for at have stået bag 16 menneskers død, hvilket var det hidtil højeste antal drab, som en enkelt person var blevet dømt for at stå bag i Japan siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Selvom piloten Seiji Kawamura forvoldte 24 menneskers død, da han i 1982 bevidst styrtede Japan Airlines Flight 350 ned, så blev han nemlig frikendt for dette, idet han grundet sine psykiske problemer slap med en behandlingsdom.

Total Page Visits: 663 - Today Page Visits: 1