Den 1. oktober 2008 udbrød der brand i pornobiografen Cats i Osaka. Branden blev opdaget klokken 3 om natten, hvor 26 af de 32 kabiner var optaget, men selvom der omgående blev slået alarm, så nåede kun halvdelen af de 26 gæster og 3 ansatte ud, idet 15 mennesker omkom på stedet, mens yderligere en døde af røgforgiftning på hospitalet to uger senere, hvorved det endelige dødstal nåede op på 16. Det var nødvendigt at identificere ofrene ud fra deres ID-kort, men da nogle ikke havde dette på sig, gik der over 3 uger, før alle var blevet identificeret. I denne periode blev det desuden konkluderet, at der ikke var tale om et uheld, men derimod en påsat brand, der var opstået i en af kabinerne, og politiet fik hurtigt opsporet den 46-årige kunde, Kazuhiro Ogawa, der havde befundet sig i denne omkring gerningstidspunktet.
Det viste sig, at man havde at gøre med en arbejdsløs mand, der levede i gæld, og han overnattede derfor ofte i pornobiografer, hvilket er et almindeligt fænomen i Japan, da disse har åbent om natten og kun kræver et lille gebyr for udlejning af kabiner, hvor der er plads til at sove, så mange faktisk bruger dem til dette i stedet for at se film. Ogawa var tilsyneladende træt af sin tilværelse og samtidig sur på samfundet, og det fik ham til at sætte ild til nogle lommetørklæder såvel som sine personlige ejendele med det formål at begå selvmord, men han fortrød imidlertid i tide, og da det ikke var muligt for ham at slukke branden, flygtede han fra pornobiografen uden at alarmere de andre folk, der befandt sig i den.
Selvom loven ellers krævede, at alle rum skulle være udstyret med røgalarmer, så var dette dog ikke tilfældet, og ilden fik derfor spredt sig, før den omsider blev opdaget, og da var det allerede for sent for mange af kunderne, der omkom i deres kabiner - højst sandsynligt fordi de lå og sov. Pornobiografen lå i stueetagen i en 8 etagers bygning, men ilden fik dog ikke spredt sig til de øvre etager og blev slukket på under to timer. Kazuhiro Ogawa blev sigtet for ildspåsættelse og drabet på de 16 brandofre, hvilket var det højeste antal drab, som en enkelt person var blevet sigtet for at stå bag i Japan siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Ogawa nægtede sig skyldig, men blev dømt til døden i 2009. Cats blev senere lukket, og bygningen blev revet ned og erstattet af en parkeringsplads.