Antallet af hjemløse i Japan steg markant, efter den økonomiske boble bristede i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. Efter årtiers vækst havde Japan udviklet sig til at blive en af verdens største økonomier, hvilket betød, at majoriteten af befolkningen befandt sig i middelklassen og derfor selv kunne sørge for indkomsten. I Japan blev man typisk ansat ved det samme firma for livstid, så havde man først fået et arbejde, så var der ingen bekymringer over at skulle miste det igen. Dette var dog lige præcis, hvad der skete, da Japans økonomi begyndte at krakelere, for dette resulterede i en markant stigning i antallet af konkurser, hvorved mange japanere pludselig stod uden job, og for første gang i deres liv skulle prøve at finde et nyt - i en tid, hvor antallet af ledige stillinger var noget nær ikke-eksisterende.
Tabet af stilling betød samtidig tab af indkomst, og eftersom man dermed ikke kunne opretholde den livsstil, man var blevet vant til at leve, så var der mange, der endte på gaden, mens andre valgte at begå selvmord. Statistikker viser, at antallet af selvmord i Japan har udvist de samme svingninger som antallet af hjemløse, og at de to ting er tæt forbundet med økonomiske problemer. Traditionelt set bliver manden betragtet som familiens forsørger i Japan, og i de fleste familier var det derfor kun manden, der arbejdede, mens konen levede som hjemmegående husmor. Derfor fylder mænd også mest i statistikken over både selvmord og hjemløse, for det at miste sit job er længe blevet anset for at være tab af status, idet man dermed ikke har kunnet sørge for den indkomst, der skal sikre familiens tilværelse. Nogle mænd har af den grund valgt at begå selvmord af skam, mens andre har taget livet af sig selv for på den måde at få forsikringspenge udbetalt til den efterladte familie. Flere har dog valgt en helt anden udvej, idet de ganske enkelt har forladt deres familier uden at fortælle, at de har mistet deres job, fordi de har været bange for at tabe ansigt, hvorefter de enten har valgt eller er endt ud i en tilværelse som hjemløse.
En mor og hendes børn har således været overladt til deres egen skæbne, men i Japan er slægtninge dog mere tilbøjelige til at yde støtte til kvinder og enlige mødre end mænd eller hele familier, fordi man forventer, at de bør kunne tage vare på sig selv. De samme meninger er at finde i det japanske velfærdssystem, hvor der ikke altid ydes økonomisk hjælp til dem, der ellers har krav på det. Det at modtage penge fra det offentlige kan desuden også føles som et tab af ære, eftersom det er en del af den japanske ånd, at man skal kunne forsørge sig selv og ikke belemre andre med sine problemer, så mange afholder sig fra overhovedet at spørge om hjælp - derfor er det også sjældent, at hjemløse tigger om penge, hvilket desuden også er ulovligt.
Er man først blevet hjemløs, så er det også svært at kunne modtage bistand, fordi man skal kunne opgive en adresse og et telefonnummer - noget som meget få hjemløse er i besiddelse af. De samme oplysninger skal man kunne præsentere, når man søger et job, og virksomheder ansætter stort set aldrig hjemløse, så hvis man får mistanke om, at en ansøger står uden bolig, så vil vedkommende slet ikke blive taget i betragtning. Mange har desuden et stort gabende hul på CV'et fra dengang, hvor man mistede sin stilling, hvilket i sig selv er en alarmklokke, der får firmaer til at afvise folk.
Ansøgere oplever desuden diskrimination, idet enlige mænd over 40 har sværere ved at finde et job end yngre gifte mænd, fordi man er af den opfattelse, at de unge mænd med familie vil arbejde hårdere, netop fordi de har brug for penge til at forsørge deres familie. Af den grund er det netop mænd i alderen 40+, der udgør majoriteten af hjemløse i Japan. Der er dog også en gruppe af ældre, der er blevet ofre for ændringer i den japanske familiestruktur, for traditionelt set har det været sådan, at forældre i Japan flytter sammen med deres voksne børns familie og lever med dem, når de er gået på pension, men dette er ikke længere et ideal, så mange ældre ender som hjemløse, fordi de ikke har sparet op til en enlig pensionstilværelse, eftersom de har brugt deres penge på at hjælpe deres børn i troen på, at det ville blive gengældt, når de blev gamle. Mange japanere er også blevet hjemløse som følge af naturkatastrofer, men dem er både familier og staten mere tilbøjelige til at yde støtte.
Hjemløse bliver som sådan ikke betragtet som en gene. De bliver både ignoreret af myndighederne og af befolkningen. De hjemløse passer sig selv, og derfor lader man dem være. Hjemløse i Japan bor i papkasser, telte eller huler af affald, som de opfører på gaderne i større byer, i parker, under broer eller i gyder. Nogle gange vil politiet dog bede dem om at fjerne sig, fordi deres tilstedeværelse virker forstyrrende. Der findes organisationer, som både giver de hjemløse mad, tøj og andre fornødenheder, hvilket er den måde, mange klarer sig på. Dette er som ofte private instanser, for de officielle myndigheder har stadig svært ved at tage ansvar og hjælpe de hjemløse. Dog har man forsøgt at forebygge problemet ved gennem de seneste par årtier at reformere samfundet, så det nu er blevet nemmere at finde arbejde og søge om sociale ydelser, hvis man mister sin stilling, men der er fortsat en generation på gaden, der ikke kan nyde godt af disse tiltag, fordi de er kommet for sent for dem eller ikke ønsker at gøre brug af dem af princip.
Officielle tal siger, at der er under 5.000 hjemløse i Japan, men det estimeres, at der kan være over 20.000, og den største koncentration af hjemløse befinder sig i Osaka. Mange hjemløse lider af psykiske problemer som følge af tilværelsen på gaden, hvilket har styrket deres status som socialt udstødte. Der findes også hjemløse, som "bor" på billige hoteller samt internetcaféer, i pornobiografer og i spillehaller, fordi disse steder har døgnåbent og således tilbyder tag over hovedet for et beskedent beløb ved brug af stedets ydelser.