

Det værste bjørneangreb i Japan fandt sted i 1915, da en brun bjørn dræbte 7 mennesker i Sankebetsu på Hokkaido. Allerede 8 år senere i 1923 oplevede landet imidlertid det andet værste bjørneangreb i historien i samme område, da en anden brun bjørn slog 4 mennesker ihjel i Ishikari Numata i en angrebsbølge, der strakte sig fra den 21. august til den 24. august. I begyndelsen af 1900-tallet var japanerne stadig i færd med at befolke Hokkaido og slå sig ned i hidtil isolerede egne, hvor folk levede i små landsbyer med beskedne huse, og derfor var man meget forsvarsløs over for bjørne i denne tid, hvor mennesker og dyr ofte kom i konflikt, fordi man gik i gang med at anlægge landbrug ved at fjerne naturen og dermed mindske både dyrebestande og deres levesteder.
Bjørneangrebet i Ishikari Numata begynde den 21. august 1923, hvor de lokale beboere afholdt en festival, hvilket var en stor begivenhed, der trak mange folk til i det ellers søvnige landdistrikt. På vej tilbage til deres hjem blev en gruppe festivaldeltagere imidlertid overfaldet af en brun bjørn, der formåede at snige sig ind på dem, efter mørket var faldet på. Dyret forsøgte først at nedlægge en 19-årig mand, men han fik kæmpet sig fri og formåede at flygte, inden bjørnen i stedet overfaldt en familie bestående af en 58-årig mand, hans 55-årige kone og deres to teenagesønner på 15 og 18 år. Den yngste søn blev dræbt i angrebet, og bjørnen gav sig herefter til at æde af liget, hvilket gav den smag for menneskekød, hvorved den fik lyst til mere.
Da drengens familie flygtede i rædsel på den mørke strækning, fulgte bjørnen derfor efter dem. Og da de kom forbi et hus, som de valgte at barrikadere sig i, forsøgte den tilmed at bryde igennem den vakkelvorne trædør, hvilket de forgæves prøvede at forhindre. For bjørnen viste sig at være for stærk, og da den fik brudt døren ind, infiltrerede den hytten med den paniske menneskeflok, hvor den udså sig kvinden, som den satte tænderne i og slæbte med sig, selvom hendes mand ellers prøvede at stoppe dyret ved at tæske løs på det med en skovl. Næste dag blev kvindens halvt spiste lig fundet, mens hendes sårede mand og søn blev bragt til behandling på hospitalet, hvor de kunne berette om angrebet, hvorved bjørnen blev udpeget som en trussel.
Den 23. august tog en gruppe jægere derfor ud for at finde bjørnen, så de kunne skyde den. En enkelt af disse forsvandt imidlertid, efter at de andre jægere havde hørt lyden af skud, så dagen efter blev alt sat ind på at få dræbt bjørnen, da intet mindre end 300 soldater og lokale mænd tog ud for at opspore den, så de kunne få gjort en ende på dens hærgen. Senere samme dag lykkedes det for en gruppe mænd at lokalisere bjørnen, men den nåede imidlertid at få dræbt en 57-årig mand og såre en anden, før den selv blev nedlagt med flere skudsalver. På samme tidspunkt fandt man frem til de beskedne rester af den 56-årige jæger, som var forsvundet dagen forinden, idet det viste sig, at han også var blevet et offer for bjørnen, som således nåede at tage livet af 4 mennesker, inden den omsider blev dræbt.
Det viste sig, at der var tale om en 200 kg. tung han, som efterfølgende blev pelset, og dens skind er i dag udstillet på et lokalhistorisk museum. Man fandt ud af, at bjørnen tilsyneladende havde spist af en død hest, som folk havde begravet i Ishikari Numata, og da den fik øje på folkene, der var på vej hjem fra festivalen, mente den tilsyneladende, at de var trådt ind på dens territorium, hvor dens spisekammer befandt sig.