Fragtskibet Wakaba Maru blev søsat i 1918 og blev i 1926 omdøbt til Bunshu Maru. Skibet var dengang privatejet, men under Anden Verdenskrig blev det imidlertid inddraget i den japanske flåde, så det kunne tage del i Japans krigsførelse. Bunshu Maru blev blandt andet benyttet til at fragte krigsudstyr og soldater, men i 1944 blev det imidlertid taget i brug under evakueringen af Ryukyu-øerne, da Japan begyndte at tabe terræn, og de allierede styrker rykkede nærmere de japanske hovedøer. Man anerkendte derfor muligheden for et angreb på Ryukyu-øerne, og derfor begyndte man både at sende tusindvis af soldater dertil, samtidig med at man forberedte sig på et slag ved at evakuere indbyggerne.
Desværre var det japanske farvand allerede blevet så farligt at befærde sig i, at japanerne ikke længere kunne føle sig sikre i deres eget land, hvilket man eksempelvis oplevede den 22. august 1944, hvor over 1400 mennesker omkom, da skibet Tsushima Maru sank efter et torpedoangreb, mens det var ved at evakuere flygtninge fra Okinawa. Måneden efter blev Bunshu Maru så anvendt under evakueringen af beboerne på Amami-øerne, hvor skibet den 24. september lagde fra kaj med 154 indbyggere fra Tokunoshima, hvoraf halvdelen af disse var børn, samt en besætning på 60 mand.
Bunshu Maru sejlede sammen med et andet evakueringsskib kaldet Soshu Maru, og de to blev eskorteret af to krigsskibe, der blandt andet havde til opgave at forsvare dem i tilfælde af et angreb. Dette forhindrede imidlertid ikke et sådant i at finde sted, idet den amerikanske ubåd USS Barbell spottede de fire skibe om aftenen den 25. september, hvor man valgte at affyre en torpedo mod Bunshu Maru, der blev ramt og således forliste midt ude på havet midt i et uvejr. Selvom de andre skibe forsøgte at redde så mange som muligt, så omkom 182 mennesker - heriblandt 148 af de 154 civile, hvorved der var tale om en lokal tragedie på Tokunoshima, hvor mange familier altså mistede deres slægtninge, og en hel generation var blevet gjort barnløse.
Dog fik man ikke kendskab til katastrofen, idet denne blev fortiet af myndighederne, så det var først senere, da rygter begyndte at sprede sig, at indbyggerne på Amami-øerne indså, at deres kære aldrig var nået i sikkerhed. Selv efter krigens afslutning blev Bunshu Maru sjældent nævnt, og det var først i 1976 - på 33 årsdagen for katastrofen, at man opførte et monument til minde om ofrene.