
Ikuchi er en yokai, der siges at leve langs kysten, hvor den ligger på lur og udser sig skibe, som den kan angribe ved at stige op fra vandet og vikle sig rundt om disse, så den kan trække dem med ned i havets dyb. En ikuchi er nemlig en gigantisk ålelignende skabning med en lang krop på flere hundrede meter, så den aldrig er blevet set i sin fulde form. Dens krop er endvidere kendetegnet ved at have en slibrig hinde, der til forveksling minder om olie, så hvis det lykkes for et skib at undslippe en ikuchi, vil det kræve flere dage at gøre dette rent.
Ikuchi er et af de hyppigst anvendte eksempler på yokai af typen ayakashi, hvilket er en betegnelse for væsner, der optræder over havets overflade, hvor man typisk kun får den at se. I dagtimerne holder en ikuchi nemlig til i vandet, så den er kun aktiv om natten, hvor den er umulig at spotte i det mørke vand, hvorfra den uden videre hæver dele af sin krop, når et skib sejler forbi. Det er uvist, om det er tale om en søslange eller en fisk, fordi kroppen er så lang, at man ikke ved, hvor finnerne befinder sig.