Drabet i Pokémon-centret

Ansatte skyndte sig at evakuere Pokémon-centret

Moe Harukawa og Daiki Hirokawa mødte hinanden på den restaurant, hvor de begge var ansat i december 2023, hvorefter de indledte et forhold i efteråret 2024. Dette varede dog kun frem til juli 2025, hvor Moe valgte at slå op med Daiki, som imidlertid havde svært ved at acceptere dette, idet han begyndte at forfølge og overvåge Moe, der således blev udsat for stalking. Da dette er forbudt i Japan, besluttede Moe sig for at anmelde sin ekskæreste, hvilket førte til, at han i december 2025 blev givet et opholdsforbud, så han ikke længere måtte befinde sig i nærheden af Moe Harukawa. Da politiet gennemsøgte hans bil, fandt de dog frem til en kniv, og han blev derfor også anholdt og sigtet for våbenbesiddelse.

Den 26-årige Daiki Hirokawa blev dog løsladt, mens man forberedte en straffesag imod ham. Men denne voksede sig kun større, idet han to gange brød opholdsforbuddet, da han blev ved med at opsøge den 21-årige Moe, som i februar 2026 valgte at flytte hjem til en slægtning, så Daiki herfra ikke længere vidste, hvor hun boede. Han vidste derimod, hvor hun arbejdede, for på dette tidspunkt havde Moe nemlig fået sin drømmestilling i et Pokémon Center i Ikebukuro-distriktet i Tokyo, hvor der sælges Pokémon-merchandise, og denne butik ville desværre lægge grund til en tragedie, eftersom Daiki hér valgte at opsøge Moe for sidste gang den 26. marts 2026.

På denne dag trådte Daiki nemlig ind i Pokémon-centret, hvor han målrettet opsøgte sin ekskæreste, der var blandt de mange ansatte, som servicerede kunderne. Men inden Moe kunne nå at reagere på hans tilstedeværelse, valgte Daiki uden videre at hive en kniv frem, med hvilken han stak Moe i armen og halsen, så hun blødende faldt til jorden, hvorefter han skar halsen over på sig selv, så han kunne forbløde ved hendes side. Det hele skete foran chokerede vidner, som skyndte sig at evakuere butikken og slå alarm, mens Moe og Daiki begge døde i butikken, så dette blev endnu et eksempel på, hvor alvorligt problemet med stalking er i Japan.

Dette var nemlig blot én ud af mange sager, hvor japanere er blevet angrebet af en person, som har udviklet en besættelse af dem, så selvom hændelsen atter førte til debat angående udbredelsen af stalking, så havde denne stået på i årevis, ligesom man havde strammet lovgivningen for at forhindre stalking. Men som denne sag viste, så kan stalkere fortsat være aktive, selvom politiet er bekendt med deres adfærd, fordi stalkere er så besatte af deres ofre, at de bliver drevet af desperation og derfor er ligeglade med lovgivningen, som er fokuseret på at yde hjælp til ofrene frem for stalkerne, så deres problem kan blive behandlet.

Total Page Visits: 35 - Today Page Visits: 1