
Mizuhanome er guden for vand i japansk mytologi, hvor hun blev skabt som et modstykke til sin bror Kagutsuchi, som derimod er ildens gud, hvilket er forklaringen på, at vand kan overvinde ild. Kagutsuchi blev født af den ene af Japans skabere, Izanami, som han dog brændte ihjel under sin ankomst til verden, hvorved døden blev introduceret til denne. For dette blev Kagutsuchi selv slået ihjel af sin far, Izanagi, der efterfølgende skar Kagutsuchi i otte dele, hvorved han blev til otte vulkaner, der blev spredt rundt i Japan. Izanami nåede imidlertid at skabe flere guder via de kropsvæsker, der flød fra hendes brændte krop, og fra hendes urin opstod Mizuhanome og hendes bror Wakamusubi, som er guden for landbrug, hvor man netop er afhængig af vand.
Til trods for at hun er guden for et af de vigtigste elementer, så er Mizuhanome dog en forholdsvis overset gud, som ikke er beskrevet nærmere i japansk mytologi, ligesom kendskabet til hende ikke er særlig udbredt. Der er dog flere helligdomme, som er dedikeret til hende, eftersom hun trods alt repræsenterer vand, som mennesker er afhængige af, og derfor er Mizuhanome historisk set blevet tilbedt for at sikre adgang til rent vand. Hun er også sjældent blevet portrætteret, men ligesom med andre japanske guder er det almindeligt at skildre hende som en asiatisk kvinde.