
Kuraokami - også bare kaldet Okami - er en gud inden for japansk mytologi, hvor han er en vandgud, som blandt andet er guden for floder, regn og sne. Ifølge legenden blev han til, efter at den ene af Japans skabere, Izanagi, dræbte guden for ild, Kagutsuchi, hvilket førte til dannelsen af flere guder via blodet, der flød fra hans sværd - heriblandt Kuraokami, hvis udseende dog ikke blev beskrevet, og det samme gjorde hans køn heller ikke. Man formoder derfor blot, at der må være tale om en mand, og eftersom japanske guder typisk portrætteres som mennesker, må man dog gå ud fra, at Kuraokami ligeledes ligner et menneske.
Grundet påvirkning fra kinesiske myter blev det dog normalt at forbinde drager med vand og gøre disse til spirituelle repræsentanter for dette, hvorved der er opstået en udbredt opfattelse af, at japanske vandguder er drager - heriblandt Kuraokami, som dermed typisk bliver afbildet som en drage, netop fordi at hans udseende aldrig er beskrevet nærmere. Han er nemlig knyttet til vandets kraft og energi og er altså præget af en vis vildskab og utilregnelighed præcis som en drage.
Der er flere helligdomme dedikeret til Kuraokami i Japan, hvor han eksempelvis er blevet tilbedt under perioder med tørke i håb om, at han ville komme med regn. Omvendt har man dog også foretaget bønner for at få det til at holde op med at regne, da dette kunne føre til oversvømmelser - blandt andet ved at floder gik over deres breder.