Ryuu

Ryuu

Drager kaldes på japansk for ryuu, og de er i høj grad inspireret af asiatiske drager, der adskiller sig fra de europæiske, idet disse blandt andet er kendetegnet ved at have lange kroppe, knurhår og horn, ligesom de sjældent ses med vinger. Alligevel kan asiatiske drager flyve, ligesom de typisk kan begå sig i alle elementer, eftersom der findes mange forskellige drager, og de kommer derfor også i forskellige former og kaldes også forskellige ting på japansk, så begrebet "drage" nærmest bare er en slags overordnet betegnelse for en art af mytiske skabninger. I modsætning til europæiske drager forbinder man dog sjældent asiatiske drager med ild, men derimod vand, af hvilken grund de anses for at være en slags vandguder, der blandt andet medbringer regn. Men præcis som med europiske drager, så er asiatiske drager som regel enorme væsner, der kan besidde overnaturlige egenskaber såsom evnen til at udføre magi, gøre sig selv usynlig eller forvandle sig til noget andet.

Drager kom til Japan via det asiatiske fastland, hvor de eksempelvis optræder i den kinesiske kalender som det eneste mytiske væsen. På den måde blev historier om drager udbredt i Japan sammen med forestillingen om deres udseende, så de blandt andet blev populære motiver i kunst, hvor drager ofte symboliserer styrke og mod, hvorved de er endt med at blive en af de mest anvendte former for dekorationer, ligesom "ryuu" optræder i flere japanske drengenavne. Eftersom drager netop ikke er virkelige, så har man gjort brug af kunstnerisk frihed til at fremstille alle mulige typer af drager, der både optræder som gode og onde skabninger i historier, hvor de spiller større eller mindre roller. Ofte kan japanske drager kendes ved, at de har tre kløer på hver deres fod, hvilket var den oprindelige måde at skildre dem på, dengang de blev bragt til landet fra Kina, hvor man senere begyndte at portrættere drager med fire eller fem tæer.

.

Total Page Visits: 253 - Today Page Visits: 2