Denne serie minder mest af alt om en nogenlunde troværdig udgave af X-men, men det er dog en meget dyster serie præget af konstant negativitet i alle afskygninger. Der er simpelthen ikke noget glæde i dette univers, hvor folk enten er usympatiske, sure eller psykopater, og dermed bliver den meget svær at komme igennem, fordi den slags smitter af på en som seer, så man langsomt bliver træt af den mørke stemning.
Der er også så mange overdramatiserede indslag, der udelukkende er der for at tilføre endnu mere negativitet til historien såsom vold, selvmord og drab. Det bliver godt nok forklaret, at Naoto og Naoya tiltrækker negativitet, men derfor får man da også lyst til at sende dem tilbage til den institution, de er flygtet fra, eftersom de jo fylder verden med dårligdom, selvom det ironisk nok er deres skæbne at redde den, så de bliver seriens helte.
Der er dog ikke rigtig noget fokus i serien, for man springer fra den ene sidehistorie til den anden, uden at der lader til at være en decideret mening. Deres kræfter udvikler sig godt nok, før det hele afsluttes med en antiklimaktisk finale, men derefter indser man også, at der ikke var nogen egentlig historie udover at følge to brødre med specielle evner i en verden, hvor andre også har specielle evner.
Serien starter egentlig fint ud med, at Naoto og Naoya anbringes på en skole, men derefter sker der et tåbeligt hop på flere år, så de pludselig er voksne og på besynderlig vis kan begå sig i et samfund, de ikke er vokset på i. Naoto kan køre bil, og de har råd til at bo på hoteller. I det mindste har de kun et sæt tøj, som de tilmed sover i, men de besidder en fascinerende evne til at klare sig selv, hvilket virker bizart, når de har været afspærret fra virkeligheden gennem hele deres opvækst.
Stilen er faktisk fin, men animationen er meget ringe og alt for stillestående. For en anime fra 2006 kunne man have gjort det bedre, men man har i det mindste investeret i gode stemmer. Dog bliver det allerede fra de første afsnit ulideligt at høre på Naoyas evindelige skrigeri, og generelt er karaktererne fuldkommen utålelige med følelserne uden på tøjet som de karikerede personligheder, de åbenlyst er. Man har spillet så meget på det stereotype storebror/lillebror-forhold fra anime og manga, at serien bliver en joke, samtidig med at den forsøger at være alvorlig og barsk. Den vil for meget, gør for meget og leverer for lidt.