Månen over kirsebærtræerne

Dette er en af de typiske melodramatiske feel good-film, hvor man kommer i godt humør både på grund af handlingen, der er så nede på jorden, og karaktererne, der er så elskelige på hver sin måde. Filmen handler dog mest af alt om fordomme, og hvordan man ikke skal dømme folk ved første øjekast, for når man først hører deres historie, så kan de ende med at blive ens bedste venner.

For at få en sød syltetøj, skal man behandle bønnerne med respekt - på samme måde skal man behandle mennesker med respekt, hvis man vil have det godt med andre. Det er den lektie, man lærer fra Tokue, der hele sit liv har været isoleret fra samfundet, efter hun som barn blev diagnostiseret med spedalskhed. Men selvom verden kun har bragt hende smerte, så er hun alligevel imødekommende og eventyrlysten, hvilket gør hende til en karakter, man kun kan have sympati med. Det er en af Kirin Kikis bedste præstationer, men hun spiller generelt altid naturligt sine roller.

Det er heller ikke for ingenting, at filmens hovedpersoner stammer fra tre forskellige generationer, for man skal både videregive viden om håndværk og viden om livet, så folk kan lære om dette via andres erfaringer. Naturligvis udvikler handlingen sig tragisk, når først idyllen er blevet opbygget, men selvom det også er en trist film, så sidder man alligevel tilbage med et smil og en lyst på at nyde livet. Nogle gange bliver man bare imponeret over, at det er de simple film, der fremkalder de størkeste følelser.