Denne film er godt nok deprimerende, fordi den handler om unge mennesker, der fuldkommen har givet op og derfor ikke besidder nogle fremtidsdrømme. Det mest triste er, at systemet også lader til at have mistet håbet, idet der ikke er en eneste ansvarlig voksen til stede, som kan guide dem på ret kurs - foruden en enkelt lærer, der gør dette via gartneri frem for decideret vejledning.
Han får i det mindste en enkelt elev til at se lyset i tilværelsen, men faktum er, at alle drenge på skolen virker rebelske eller opgivende, hvilket unge mennesker ikke skal. Så det bliver ikke mindre tragisk af, at filmen faktisk er et billede på tiden, den er lavet i, hvor økonomisk nedgang fik sociale konsekvenser - særligt for unge, der voksede op i et samfund, som de ikke agtede at bidrage til.
Man kan dog godt fornemme, at filmen er baseret på en manga, for der er mange stereotype personligheder og klichéagtige elementer, men alligevel skildrer den unge japanere, som nogle af dem nu engang er. Selvom handlingen er rig på drama, så mangler der noget emotionelt modspil, som kan opveje dette, for der er vitterligt ikke andet end konflikter og vrede, så det er ikke ligefrem en film, der sender positive og opløftende budskaber. Den lader derfor mest af alt til at være henvendt samfundet som et signal, der skal minde det om dets rolle i tage hånd om borgerne, så der kan etableres et gensidigt tilhørsforhold, i stedet for at man har en forventning om, at folk automatisk indretter sig efter normerne og følger dem.
På trods af skuespillernes unge aldre, er de virkelig gode til at spille karaktererne, for de er virkelig nogle usympatiske møgunger, og der er mange overbevisende scener, som virker ægte. Scenen hvor Hirofumi Arai står stille i et halvt døgn er også et ikonisk øjeblik, som virkelig viser, hvordan man har valgt at investere i små sekvenser med en stor effekt.
