Denne film er barsk, for den skildrer på meget overbevisende hvis, hvordan det er at miste et barn, når det forsvinder, uden at man har nogen som helst anelse om, hvad der er sket. Hele filmen igennem aner man kort sagt ikke, om Miu er blevet kidnappet, blevet dræbt eller er kommet ud for en ulykke, så ligesom hendes forældre forbliver man i uvished om hendes skæbne.
Denne følelse er ubegribelig for de fleste, så det er klogt at basere hele filmen på den, selvom man dermed også kører fast i den. I to timer sker der nemlig ikke rigtig noget, ud over at man følger forældrenes daglige kamp for at finde deres datter, mens mysteriet om, hvad der er sket med hende, bliver en sekundær faktor, der konstant spøger i baggrunden. Men faktum er jo, at folk rent faktisk forsvinder, uden at man finder ud af, hvad der er hændt dem, så det er sådan set bare en realitsik fortælling om noget, de fleste af os heldigvis aldrig kommer ud for.
Filmen sætter blandt andet også fokus på et moderne koncept som online-mobning og chikane på internettet, men det er fokusset på mediernes rolle, der er mest interessant, fordi man får lov at komme tæt på medierne og se, hvordan de arbejder. Sandheden er jo, at medier kun er interesseret i en historie, så længe den er ny, så at de mister interessen for Mius forsvinding og endda iscenesætter deres egne fortællinger om den er groteskt, men nu engang troværdigt.
Miu er allerede forsvundet, da filmen starter, men alligevel knytter man sig til hende via hendes forældres desperation efter at finde hende. Der er mest fokus på moderen, og det er også hende, der bærer filmen med sin emotionelle ustabilitet. Satomi Ishihara lever sig virkelig ind i rollen og får os til at føle håb såvel som håbløshed over den situation, hun befinder sig i, og dermed kan man også forholde sig til den.
