Denne film er blot en ud af mange japanske krigsfilm, der blev produceret i årtierne efter Anden Verdenskrig, fordi man for det første ville skildre historien, men samtidig fortælle sin version af den. Det interessante er trods alt, at denne film blev lavet, mens Okinawa stadig var okkuperet af USA, men sammenlignet med andre film er denne dog ikke præget af lige så mange propaganda-undertoner. For selvom den godt nok forsøger at portrættere Japan som et offer, så er der først og fremmest fokus på de menneskelige tragedier, som krig fører med sig - både som følge af fjendtlige angreb, men så sandelig også patriotiske værdier.
Slaget om Okinawa kostede nemlig over 100.000 liv, og det er egentlig tabet af disse, som filmen handler om, mens selve slaget fungerer som plottet, der aldrig rigtig får lov at overtage. Selvom der er tale om en krigsfilm, så er der altså ikke lagt vægt på taktik og sejre - det er desperation, lidelser og tab, der udgør handlingen, som man følger fra både soldaters og civilbefolkningens perspektiv.
Fjenden er derfor også besynderligt fraværrende og optræder primært som eksplosioner og skudsalver, så man aldrig fornemmer, hvor modstanderen befinder sig, og hvor mange der i det hele taget er til stede. Men dette gør blot det hele mere troværdigt, fordi fjenden jo ikke gør opmærksom på sig selv, før man bliver beskudt. Dog er skuespillet meget overdramatisk, så folk omkommer med teatralske skrig, hvilket er en skam, når man ellers har gjort meget ud af effekter og make-up.
Som med andre japanske krigsfilm er der en fortæller, som sætter seerne ind i historien fra begyndelsen, men det kan til tider få filmen til at minde om en dokumentar. Også fordi at der er gjort brug af ægte optagelser, så filmen eksempelvis begynder med billeder af rigtige døde mennesker. Den slags klip er blot med til at minde en om, at Anden Verdenskrig så sandelig har fundet sted, og at uhyrlighederne skam var rigtige nok, og filmen formår da også at indskrive et utal af virkelige hændelser, så den alt i alt virker troværdig.
Trods troværdigheden gynger historien dog også frem og tilbage mellem action og stille stunder. Det ene minut følger man hovedkvarteret, det næste ser man soldater dø i skudsalver og pludselig befinder man sig på et hospital med sårede. Scenerne er godt lavede, og mange har en stærk effekt - især den gennemgående brug af den lille pige, der på symbolsk vis får lov at afslutte filmen - men jeg savner en glidende overgang mellem de mange sceneskift, der kan binde handlingen sammen som en helstøbt historie.
