Denne film er baseret på en af de mest kendte katastroferomaner i Japan, og den er blevet filmatiseret flere gange. Dette er dog den første film, som blev lavet samme år, som bogen blev udgivet, så den giver også det bedste billede af de sociolkulturelle og geopolitiske aspekter, der lægger til grund for historien.
Filmen starter ud med en virkelig god introsekvens, hvor man ser den økonomiske stabilitet og høje levestandard i det japanske samfund. Men det er også et kapitalistisk og avanceret samfund, der har mistet sin ånd og kulturelle identitet i en globaliseret verden, så at Japan synker er ikke kun bogstaveligt, men også en metafor for, hvordan den japanske kultur synker.
Denne kollapser endda tilmed med Japans undergang, hvilket medfører, at japanerne må søge mod den omverden, de historisk set altid har lagt afstand til, hvorved de må tage afsked med deres fundament og identitet. Det er meget svært at skildre en sådan symbolik i en katastrofefilm, men jeg synes, at man i det mindste prøver.
Det er egentlig en velproduceret film, og effekterne er sådan set også gode, når man tænker på, at filmen er fra 1973. Særligt luftbillederne af Japan er virkelig overbevisende, og det samme er synet af Tokyo i ruiner. Netop fordi man var afhængig af special effects, så er det dog ikke blevet til så mange scener med ødelæggelser, idet der primært fokuseres på det politiske område med evakueringen af det japanske folk.
Dette er også interessant at forholde sig til, for at evakuere millioner af mennesker, imens et land forfalder, er jo et uoverskueligt kaos, så det er klogt at vise katastrofen fra et bureaukratisk perspektiv, og det er herligt med en japansk premierminister, der både er handlekraftig og ikke en olding. Det er samtidig rart at blive sat ind i forskningen og årsagen til, at Japan synker, men selvom forskerne er relevante, er der desværre også lidt for meget fokus på dem, og særligt Onodera fylder for meget med hans ligegyldige romance.
Selvfølgelig er det rart at se, hvordan katastrofen påvirker individer, men så synes jeg, at man burde have fulgt langt flere karakterer, så man også kunne se nogle personlige tragedier, for disse udspiller sig på store planer med massedødsfald, og selvom der er tale om et helt folk, der mister deres nation, så fornemmer man heller ikke den omvæltning og sorg, som dette må føre med sig, hvilket er synd, for det er noget, man slet ikke kan forholde sig til eller begribe og derfor gerne ville blive sat ind i følelsesmæssigt.
