Dette er den tredje og dermed sidste film i en episk trilogi, der sammenlagt varer hele 9 timer, og man er desværre nødt til at se dem alle, hvis man i sandhed skal kunne værdsætte handlingen, moralen og karakterudviklingen, for der er godt nok langt fra humanisten Kaji i den første film til soldaten Kaji, der i denne må stjæle og dræbe for at overleve, nu hvor han endelig erkender, hvad krig gør ved mennesker. Ligesom med de andre film er denne således også en kritik af krig, der virkelig ikke fører andet end tragedie med sig.
Handlingen udspiller sig sidst under Anden Verdenskrig, og det er virkelig interessant at følge dette set fra udstationeredes soldaters perspektiv, fordi de og dermed ikke seerne kan vide, om krigen er forbi eller ej. De bliver derfor ved med at kæmpe, fordi de ikke har fået ordrer om andet, selvom de godt er klar over, at et japansk nederlag er uundgåeligt. Det er dermed også interessant at se, hvordan de begynder at forholde sig til dette ved at tænke på deres egen og landets videre fremtid - altså har de sådan set givet op, men alligevel forsøger de at bevare deres soldaterrolle til ingen verdens nytte.
Selvom hele film varer tre timer, så er den første del så handlingsløs, at den alene føles som tre timer. Der sker afsindigt lidt, og mængden af dialog er tilmed minimal. Det er dog spændende at se, hvordan en større gruppe gradvist bliver mindre, uden at dette bliver overdramatiseret. Når folk dør, bliver der ikke gjort et stort nummer ud af det, og en voldtægt er sågar også underspillet, hvilket er med til at sætte os ind i den tilstand, som folk befandt sig i.
Generelt elsker jeg, hvor realistiske alle tre film er, så hvis man forventer en lykkelig slutning, bliver man temmelig skuffet, for det er godt nogle deprimerende film, der tydeligvis skal fungere som antikrigshistorier, så at folk alligevel bedriver krig er jo forkasteligt, for hvordan kan man hige efter al den ulykke, det fører med sig? Denne film er dog interessant, fordi det er de interne konflikter, der fylder mest, så det er japanerne, der fungerer som hinandens fjender, og det er en virkelig klog måde at vise, at krig bunder i ufred, som bunder i uenigheder, hvilket bare er noget, som optræder mellem mennesker, fordi vi er forskellige.
Således får Kaji omsider også øjnene op for, hvad mennesket er for et væsen, og man stiller dermed også sig selv spørgsmålet, om der overhovedet er håb for menneskeheden - specielt når man kan forholde sig til de historiske begivenheder, der siden har udspillet sig. Både efter Anden Verdenskrig, men også efter filmen blev indspillet.
