Det er et generelt symptom, at japanske skoledramaer ikke kan finde en realistisk balance mellem overidyliseret og overdramatiseret. Og denne serie falder i den grad ind under den sidste kategori, for den er så ekstrem, at jeg er i chok over, at den ikke er baseret på en manga. Selv som anime ville den være overdrevet og svær at tage seriøs, så det er en af de mest åndssvage serier, jeg nogensinde har set, og det store arbejde, der er blevet lagt i den, er bare skørt.
Det fejler allerede med det komplet tåbelige plot med en lærer, der føler behov for at inddrage hele verden i sit personlige hævntogt, som han forsøger at retfærdiggøre ved at tage sine elever som gidsler og hjernevaske dem, så de alle udvikler Stockholmsyndrom, selvom han udsætter dem for traumer, sætter deres liv i fare, udøver vold mod dem og holder dem fanget mod deres vilje. Og det komiske er, at han fremstilles som den gode, hvorved man sådan set signalerer, at terrorisme er i orden, hvis man kæmper for en sag, lige meget hvor lille og ubetydelig denne er. For selvom budskabet og fokus på mobning og de sociale mediers rolle er relevant, så er det simpelthen en tåbelig måde at levere beskeden på ved at begå yderst alvorlig kriminalitet, hvilket rent faktisk er forbudt.
Motivationen bag Hiiragis handling er decideret bizar, når man tænker på, hvor meget han i forvejen ved, og hvad han vælger at ty til for at få sin sag hørt. Alligevel inddrager han en uskyldig skoleklasse og belærer dem om moral, mens han selv er en dobbeltmoralsk hykler, der det ene øjeblik opfører sig som en entusiastisk quizshowvært, mens han det næste er en grædefærdig mentaltræner. Han er kort sagt en personlighedsforstyrret psykopat, og så er det meningen, at man skal have sympati for ham, hvilket naturligvis også er grunden til, at man har valgt en ung og tiltrækkende mand.
Serien er over dobbelt så lang, som den burde have været, og det samme er hver episode. Selvom der hver dag kommer en opgave, som folk har en hel dag til at løse, så bruger de denne på at skændes i stedet for at stå sammen, selvom de befinder sig i en krisesituation, hvor det handler om liv og død. Og trods konsekvenser er der sjovt nok aldrig nogen, der står frem og fortæller, hvad de ved. I stedet skal sandheden malkes ud gennem de evindelige moralprædikener afsnit efter afsnit, hvor man begiver sig dybere ned i latterlighedens hul, så et selvmord viser sig at være en del af et omfattende komplot, da det fylder langt mere, end folk i første afsnit giver udtryk for, fordi historien hele tiden omskrives, hvilket ikke hænger sammen med folks handlinger. Alt kunne kort sagt være blevet løst i første episode, hvis karaktererne havde taget sig sammen og fortalt sandheden.
Der er alt for mange tegneserieagtige plottwists, den episke musik passer ikke til handlingen, og skuespillet er på ingen måde overbevisende, fordi at karaktererne absolut skal være de klassiske karikerede arketyper, hvis personligheder clasher, så der naturligt opstår drama, selvom dette grundlæggende set er baseret på konfucianismens møde med pædagogik, som Hiiragi forgæves forsøger at præsentere det japanske uddannelssystem for. Og lige så snart eleverne indser, at de er møgforkælede snotunger uden empati, bliver de pludselig gode venner og kan finde ud af at enes, mens de opfører sig, som om alt er fryd og gammen og slet ikke tænker på, hvor bekymrede deres familier må være. Men de er også besynderligt fraværende, eftersom fokus derimod er på lærerne (!?), som ligesom politiet er totalt passive biroller.
Inddragelsen af de sociale medier fungerer heller ikke, når man får indtryk af, at hele Japan sidder med deres mobil og læser sladder i stedet for at følge med i nyhederne eller gå op i andet end den fjollede hændelse. Og folks kommentarer kommer i løbet af et sekund, hver gang nogen poster noget, hvilket er en dårlig simplificering af, hvordan internettet fungerer, som om folk bare sidder og venter på at skrive noget og går op i, hvad andre skriver. At man som seer skal læse disse ligegyldige kommentarer er også et irriterende og et typisk japansk virkemiddel, der ikke bidrager med noget som helst ud over at være visuelt forstyrrende.
