Kill Bill vol. 1

Kill Bill er en virkelig løjerlig film, idet den er en moderne hyldest til gamle kamsportsfilm, hvilket skaber et semi-realistisk univers, hvor der er en vis æstetik forbundet med det sørgelige, dramatiske og tragiske. Tarantino er en af de instruktører, der virkelig formår at balancere mellem virkelighed og fiktion, så der ikke kun bliver tale om en kunsterisk produktion, men også en underholdende film, som rent faktisk har en handling og ikke blot et budskab. Jeg elsker, når man går all in på det ekstreme, men samtidig formår at holde sig til plottet, så man kan nyde fortællingen som en del af det absurde.

Filmen er opdelt i kapitler, hvilket gør det muligt at nyde den som små episoder, der hele tiden bygger videre på handlingen og karakterer - og karaktererne er netop det, der bærer filmen, for især hovedpersonen er nok en af de mest badass kvinder, man nogensinde kommer til at opleve på det store lærred, hvilket sætter blondiner i et helt andet lys, end det man er vant til at se dem i på film.

Sidste halvdel af filmen foregår i Japan, og det er her nogle af de mest mindeværdige scener fra Kill Bill-serien udfolder sig. Det bliver nærmest tegnefilmsagtigt, når en enkelt kvinde formår at nedlægge den ene japaner efter den anden med sit samuraisværd. Blodet flyder i litervis og lemmerne bliver hugget af i hobetal. Musikken er med til at skabe en vedvarende dynamik og er hele tiden tilpasset den enkelte scene, så man på intet tidspunkt sidder og falder hen. Ikke en gang i den afsluttende duel, der ellers fungerer som et dæmpet klimaks efter et flere minutter langt blodbad.

Dette er dog kun første film ud af to, så hvis man vil se den endelige afslutning, skal man altså se toeren.