Itsukushima-helligdommen

Japans mest berømte torii-port

Om stedet

Øen Miyajima er også kendt som Itsukushima, og på denne ligger Itsukushima-helligdommen, der er et af de mest besøgte steder i Japan. Med til denne hører nemlig en orange torii-port, som står placeret ved kysten, hvor helligdommen ligeledes befinder sig, så i forbindelse med tidevandet vil man opleve, at torii-porten står under vand, hvilket er endt med at blive et ikonisk syn, der er et af de mest fotograferede i Japan. Under lavvande er det derimod muligt at gå ud til den 16 meter høje torii-port, der sammen med Matsushima og Amanohashidate har status som Japans tre smukkeste landskaber. I 1996 blev Itsukushima-helligdommen tilmed optaget på UNESCOs liste over verdensarv.

Itsukushima-helligdommen er dedikeret til de tre Munakata-gudinder, og den nuværende helligdom blev grundlagt i 1168, da Taira no Kiyomori udvalgte øen som sin klans familie-helligdom. Helligdommen har siden været ødelagt og genopbygget op til flere gange, men den nuværende bygning kan dateres tilbage til midten af 1500-tallet. Den tilhørende torii blev første gang rejst i forbindelse med anlæggelsen af helligdommen i 1168, men den nuværende struktur er af noget nyere dato, da den er fra 1875. Før i tiden fungerede torii-porten som indgang til Itsukushima-helligdommen og dermed Miyajima, når man ankom til øen med båd, men nu om dage foregår dette med færger, som lægger til kaj et stykke fra helligdommen.

Miyajima har historisk set været hellig grund, hvor man har dyrket spirituel renlighed, hvilket blev styrket med anlæggelsen af Itsukushima-helligdommen, der opsatte regler for, hvordan renligheden kunne opretholdes. Det betyder eksempelvis, at hverken fødsler eller død er tilladt på øen, hvor begravelser desuden er forbudt. Dette stammer fra konceptet om åndelig urenhed kaldet kegare, hvilket menes at kunne føre til spirituel forurening, som man altså forsøger at undgå på Miyajima. Dette er også forklaringen på, at både helligdommen og torii-porten blev opført "på vandet", så almindelige folk på den måde kunne anlægge helligdommen et besøg, uden at komme i fysisk kontakt med øen. Med tiden blev det så tilladt for alle at rejse til Miyajima, hvor nogen endda slog sig ned, så øen blev befolket.

 

 Find vej

Der er under en kilometers gang til Itsukushima-helligdommen fra havnen på Miyajima.