Kejserpaladset i Kyoto

Det gamle kejserpalads i Kyoto

Om stedet

Kyoto fungerede som Japans hovedstad i mere end 1000 år fra 794 til 1868 - foruden en kort periode på 6 måneder i 1180, hvor hovedstaden kortvarigt lå nær Kobe. Det der historisk set har kendetegnet den japanske hovedstad er, at det er her kejserfamilien bor, og derfor har der også ligget et palads i Kyoto. Der er sådan set været mange, for disse er med tiden blevet forladt eller ødelagt af brande og er flere gange blevet genopbygget forskellige steder i byen.

Det nuværende kejserpalads i Kyoto blev bygget i 1855 og befinder sig i en gigantisk park, der er spærret af med en omkransende mur, og det samme er kejserpaladset i midten af denne. I parken ligger desuden også Omiya-paladset, der er fra 1867, hvilket blev brugt som residens for aftrådte kejsere. Allerede året efter valgte Kejser Meiji så at flytte til Tokyo, der siden da har været Japans hovedstad, og derfor er det også hér, det nuværende kejserpalads befinder sig. Kejserpaladset i Kyoto var således kun i brug i 13 år, men i 1877 besluttede man sig for, at dette skulle bevares, og området er nu åbent for offentligheden, så folk kan se, hvordan den japanske kejserslægt i sin tid boede.

Selvom der er tale om et palads, så er dette dog ikke specielt ekstravagant, idet det er blevet opført i en traditionel stil, men det er ikke desto mindre enormt og består af flere sammensatte bygninger, så man har kunnet begive sig rundt på paladset uden at skulle gå udenfor. Bygningerne består derfor af værelser, der er forbundet via korridorer, hvilket man som besøgende ikke har mulighed for at se, eftersom bygningerne kun kan betragtes udefra. Med til disse hører desuden en række mindre haver, som offentligheden også har adgang til, mens der dog også er sektioner, som er spærret af, så man dermed ikke kan få et komplet indblik i de såkaldte indre paladsgrunde, hvor kejserslægten har boet og haft sin daglige gang.

 

 Find vej

Undergrundsstationerne Marutamachi station og Imadegawa station befinder sig i hver sin ende af paladsparken, men Imadegawa station er den der er tættest på indgangen.