Bombetogterne i Yokohama

Bombetogterne i YokohamaHen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. Grundet sin status som en af Japans største havnebyer blev Yokohama et mål for omkring 25 bombeangreb under Anden Verdenskrig – blandt andet nogle af de første i 1942 – hvor man primært søgte efter at ødelægge byens fabrikker og skibsindustri samt udrette skade på den japanske flåde. Yokohama var imidlertid også en af de byer, der i 1945 var blandt de første til at blive ramt af et større koordineret angreb, hvor man samtidig sigtede efter at ramme civile for på den måde at sprede frygt blandt befolkningen, der herfra blev et mål for bombetogter på lige fod med de militære mål.

Det største bombeangreb mod Yokohama fandt sted den 29. maj 1945, hvor 517 bombefly og 101 jægerfly blev sendt af sted for at udrette så meget skade på byen som muligt. Fordi angrebet foregik i dagtimerne blev flyene imidlertid opdaget af den japanske hær, der valgte at sætte et luftangreb ind, hvilket resulterede i et større slag i luften, hvor fem bombefly blev skudt ned, mens andre tog skade og måtte afbryde missionen. De tilbageværende bombefly fortsatte dog denne og kunne fuldende angrebet som planlagt ved at kaste tonsvis af bomber ud over fem egne af Yokohama, hvilket førte til at mere end 3500 mennesker mistede livet, mens over 10.000 andre blev såret. Selve angrebet og den efterfølgende brand lagde i omegnen af 30.000 bygninger i ruiner, heriblandt nogle af byens vigtige helligdomme. Efter krigens afslutning varede det dog ikke længe, før Yokohama igen blev genopbygget og genvandt sin status som en af Japans største og vigtigste havnebyer – ikke mindst fordi byen var en vigtig militærbase for amerikanerne under okkupationen, og det var blandt andet hér mange japanske krigsforbrydere blev dømt efter krigens afslutning.

 

Total Page Visits: 265 - Today Page Visits: 1