

Den 32-årige Kenji Kawai boede sammen med sine forældre i byen Ryuo i Yamanashi-præfekturet, hvor han den 4. april 1979 var på vej hjem fra arbejde, da han kom til at påkøre en kvinde og hendes to børn. De kom kun lettere til skade, men Kenji valgte ikke desto mindre at køre dem til undersøgelse på hospitalet, inden han vendte hjem, men eftersom han trods alt havde været involveret i en ulykke, modtog han senere på aftenen et opkald fra politiet, som gerne ville have ham til at aflægge forklaring. Umiddelbart herefter forlod Kenji dog sit hjem, hvilket blev sidste gang, han blev set i live.
Kenji vendte nemlig ikke tilbage på denne dag, og han mødte ikke længere på arbejde, så hans forældre valgte at melde ham savnet hos politiet, der ved at undersøge Kenjis bankkonto kunne se, at denne var blevet tømt for penge, inden han forsvandt, idet han flere gange havde hævet beløbsgrænsen på 100.000 yen, så i alt 3 millioner yen var blevet udbetalt. Og eftersom dette var sket, før han forsvandt, tydede det på, at han havde gjort dette af egen fri vilje, idet pengene muligvis skulle bruges på at starte en ny tilværelse.
I denne periode blev japanere dog kidnappet af nordkoreanske agenter, som bragte ofrene til Nordkorea, hvor de skulle uddanne spioner, så de kunne infiltrere Japan i skikkelse af at være japanere. Og da man fandt ud af, at Kenji havde en ven, som efter sigende var rejst til Nordkorea efter hans forsvinding, mistænkte man, at Kenji Kawai muligvis kunne være et offer for de nordkoreanske kidnapninger, hvilket dog aldrig er blevet bekræftet. Den pågældende ven kom tit for at låne penge af Kenji, men efter hans forsvinding, så hans forældre aldrig noget til vennen, hvilket tydede på, at han vidste, at Kenji ikke var hjemme, og det er således også oplagt at tro, at han var indblandet i sagen.
Kenji kan både være rejst med vennen til Nordkorea, eller vennen kan havde taget livet af ham for at frarøve Kenji hans opsparing, som han af ukendte grunde havde valgt at hæve. Hvis han forsvandt af egen fri vilje, er det imidlertid underligt, at Kenji ikke medbragte sine ejendele eller gav nogen besked - hverken hans familie, venner eller arbejdsplads, ligesom han aldrig har valgt at give lyd fra sig, selvom han blev efterlyst. Dog skal man huske på, at han forsvandt samme dag, som han havde været indblandet i et uheld, så måske frygtede han retsmæssige konsekvenser, som han derfor valgte at flygte fra. I så fald er det bare underligt, at han lod til at have forberedt sig ved at hæve sin opsparing på forhånd, ligesom man heller ikke kan være sikker på, at det var ham selv, der skulle bruge pengene, som han lige så vel kan have overdraget til andre som en del af en aftale. Det er således et mysterium, hvad der blev af Kenji Kawai, da der aldrig har været spor efter hverken ham eller hans bil, siden han forlod sit hjem uden at fortælle, hvor han skulle hen.