Børnemordene i Kobe

Børnemordene i KobeDen 27. maj 1997 blev den 11-årige Jun Hases afhuggede hoved fundet ude foran en skole i Kobe, før eleverne mødte op til undervisning. I munden havde han en seddel, der var skrevet med rødt blæk, hvor morderen, der kaldte sig for Sakakibara, opfordrede politiet til at prøve at finde ham. Nogle uger efter modtog en avis et lignende brev, der denne gang var underskrevet “Sakakibara Seito”, hvilket er blevet det pseudonym, som gerningsmanden offentligt er blevet kendt som.

Det viste sig nemlig, at Juns morder var en kun 14-årig dreng, der blev anholdt efter en måneds efterforskning, som var målrettet ham, idet politiet i forvejen havde kendskab til den mistænkte grundet flere sager om dyremishandling. Men ved at læse hans dagbog blev det samtidig afsløret, at Jun slet ikke var hans første offer. “Sakakibara” stod nemlig bag en række angreb på tilfældige piger i Kobe siden februar, og den 16. marts havde han overfaldet den 10-årige Ayaka Yamashita med en hammer, og hun endte med at dø af sine kvæstelser en uge senere. Den 24. maj blev Jun Hase så meldt savnet, da han ville besøge sin bedstefar, men aldrig dukkede op. Han blev nemlig kidnappet på åben gade af “Sakaibara”, der denne dag var taget ud på en cykeltur for at lede efter et barn, som han kunne slå ihjel. Han udså sig Jun, fordi han gik alene, og lokkede drengen med sig ved at spørge, om han ville med op i bjergene og se på skildpadder. Og det var så hér, den 14-årige forsøgte at dræbe Jun ved at kvæle ham, men drengen kæmpede dog imod, så der gik lang tid, før han døde. “Sakaibara” blev vred over, at det var så svært at slå Jun ihjel, men han følte samtidig en vis forløsning over at have taget et andet liv – på dette tidspunkt vidste han nemlig ikke, at Ayaka Yamashita var omkommet af de skader, han havde pådraget hende, så han troede, at Jun var hans første offer og eneste offer, indtil han blev anholdt og fandt ud af, at han skam havde to liv på samvittigheden. 

“Sakaibara” gemte Juns lig og vendte tilbage dagen efter, hvor han havde planlagt at save drengens hoved af, hvilket han tidligere havde gjort med katte, men at gøre det på et menneske var noget, som han ifølge sig selv nød at gøre endnu mere. Han maltrakterede desuden Juns ansigt og drak sågar noget af hans blod, fordi han mente, at det ville rense hans krop, eftersom det kom fra et uskyldigt barn. “Sakaibara” efterlod liget og tog hovedet med sig i en medbragt pose, og han blev faktisk spottet af nogle mænd, da han var på vej ud fra skoven, men fordi han selv var en dreng blev han ikke mistænkt for at have foretaget sig noget ulovligt. Han gemte efterfølgende hovedet under et træ, men han indså samtidig, at politiet på et tidspunkt ville finde frem til enten det eller resten af kroppen, og af den grund besluttede han sig for at drille politiet ved selv at stille hovedet til offentlig skue. Den 26. maj hentede han hovedet hjem, hvor han vaskede det og skrev den seddel, som han placerede i munden, da han midt om natten tog hen til en skole, og hér anrettede hovedet ude foran indgangen. Drengens krop blev fundet næste morgen, da man havde opdaget hovedet.

Den 14-årige gerningsmand tilstod begge drab, men kunne ikke blive straffet for disse, fordi han på daværende tidspunkt var mindreårig. Han endte i stedet med at blive sendt på en ungdomsanstalt, men allerede i 2004 blev han prøveløsladt, og året efter var han en fri mand med adressebeskyttelse. I 2015 udgav han sågar en bog, hvor han selv har klarlagt detaljerne omkring drabene. Sagen har været en af de mest omtalte kriminalsager i Japan, og den førte til, at man nedsatte den kriminelle lavalder fra 16 til 14 år. Japanske medier har valgt at bryde loven og siden offentliggøre den sande identitet på gerningsmanden som værende Shinichiro Azuma, da de mener, at det er i offentlighedens interesse at vide, at der går en farlig mand løs iblandt dem.

Total Page Visits: 257 - Today Page Visits: 1