

I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne blev flere japanere kidnappet af nordkoreanske agenter, så de kunne træne nordkoreanere til at blive spioner i Japan. I alt 17 japanere er blevet officielt anerkendt som kidnapningsofre, og mange af disse forsvandt fra Japan nær kysten til det japanske hav, hvorfra de nordkoreanske agenter tilsyneladende ankom med både, som de brugte til at fragte folk videre til Nordkorea. Kidnapningerne foregik som regel enkeltvis, men i sommeren 1978 blev tre kærestepar dog kidnappet, og det ene af disse var 20-årige Kaoru Hasuike, der forsvandt sammen med sin kæreste - den 22-årige Yukiko Okudo, mens han var på sommerferie hos sine forældre i Kashiwazaki i Niigata-præfekturet, hvor Yukiko også boede.
Den 31. juli 1978 havde parret planlagt at tage på date, så efter at Yukiko havde fået fri fra arbejde, forlod Kaoru sine forældres hjem på cykel for at mødes med hende, men dette blev imidlertid sidste gang, at nogen så noget til de to unge mennesker. Kaorus cykel blev fundet efterladt nær kysten, og da parret blev meldt savnet, kunne politiet se ligheder med en anden sag fra Fukui-præfekturet tidligere på måneden, hvor et andet par var forsvundet under mystiske omstændigheder. Da man i forvejen havde mistanke om, at nordkoreanske agenter foretog kidnapninger af japanere, formodede man, at Kaoru og Yukiko ligeledes var blevet bortført, men man havde dog ingen beviser for dette før i 2002, hvor Nordkorea omsider erkendte at have bortført 13 japanere, hvoraf Kaouro Hasuike og Yukiko Okudo var på listen over disse. I modsætning til flere af de kidnappede japanere, så var de to tilmed stadig i live, og de havde både giftet sig i Nordkorea og fået to børn, som de havde opdraget som nordkoreanere.
Da Kauro og Yukiko 24 år efter deres kidnapning fik muligheden for at vende tilbage til Japan i 2002, valgte de dog begge at gøre dette sammen med tre andre af de bortførte japanere, og i 2004 fik deres voksne børn lov til at gøre dem selskab. Parret er dermed blandt de få bortførte japanere, der er blevet sat fri af Nordkorea, og det er dermed også nogle af dem, der har kunnet fortælle om deres kidnapning og tilværelse i Nordkorea. Det er eksempelvis komme frem, at de blev overfaldet at nordkoreanske agenter, mens de gik tur på stranden, hvor de blev tvunget på en båd, som bragte dem til Nordkorea, hvor de var adskilt i to år, før de atter blev bragt sammen og fik lov at gifte sig.