Issei Sagawa

Issei Sagawa og Renée Hartevelt

Issei Sagawa blev født i Kobe i 1949 længe før terminen, så han var meget lille, da han kom til verden. Dette påvirkede tilsyneladende hans vækst, idet han som voksen aldrig blev højere end 158 cm. Allerede som ung begyndte Sagawa at fantasere om kannibalisme, og da han var 23 brød han sågar ind hos en sovende tysk kvinde i Tokyo med det formål at skære et stykke af hendes kød af, så han omsider kunne få udlevet sin fantasi om at smage menneskekød. Kvinden vågnede dog op, før Sagawa kunne fuldføre sin plan, og han blev efterfølgende anholdt af politiet og sigtet for forsøg på voldtægt, idet ingen havde kendskab til hans egentlige intentioner på daværende tidspunkt. På grund af den milde sigtelse var Sagawa dog hurtigt en fri mand igen, og i 1977 tog han så til Paris for at tage en ph.d.. i litteratur. Hans kannibalistiske lyster var dog ikke forsvundet, og ifølge ham selv var han hver dag sammen med prostituerede i sin lille lejlighed, fordi han ville dræbe og spise dem, men han kunne aldrig få sig selv til at slå dem ihjel.

Som 32-årig valgte Sagawa så endelig at føre sine fantasier ud i livet, da han den 11. juni 1981 inviterede sin medstuderende, hollænderen Renée Hartevelt, med hjem under påskud af at havde havde brug for at få oversat nogle digte. Sagawa havde på forhånd planlagt at dræbe og spise Hartevelt, fordi han syntes at hun var smuk, og han mente, at han ved at indtage hendes kød kunne absorbere hendes energi og dermed komme i besiddelse af de samme fysiske egenskaber som hende. Under digtoplæsningen gik Sagawa på et tidspunkt om bag Hartevelt, der sad og læste et digt op, før han i al ubemærkethed valgte at finde en riffel frem og skyde hende i baghovedet. Kvinden døde med det samme, og Sagawa besvimede umiddelbart efter, da det gik op for ham, hvad han havde gjort. Det varede dog ikke længe, før han genvandt bevidstheden, og da han indså, at det omsider var lykkedes ham at dræbe et andet menneske, tøvede han ikke med at fuldbyrde sin plan, da han parterede Hartevelt og spiste flere stumper af hendes kød over de næste par dage, hvor den døde krop begyndte at lugte. Resterne af liget pakkede han derfor i to kufferter, som han ville kaste i en sø i Boulogneskoven, men dette blev imidlertid opdaget, så Sagawa måtte flygte fra stedet, hvorefter han blev opsporet og anholdt.

Sagawa blev sigtet for mordet på Renée Hartevelt, hvilket han tilstod at stå bag, men efter to år i politiets varetægt blev det endelig afgjort, at han var sindssyg og derfor ikke kunne dømmes for forbrydelsen. En dommer beordrede ham derfor sendt i forvaring i resten af sit liv, men grundet protester fra det franske folk blev han i stedet sendt til Japan, hvor han blev indlagt på et hospital, inden de japanske myndigheder erklærede ham for rask og satte ham fri, eftersom han aldrig havde modtaget en dom for drabet på Hartevelt, hvorved sagen var blevet afsluttet. Han kunne derfor ikke blive retsforfulgt i Japan, idet de franske myndigheder nægtede at udlevere sigtelser og bevismateriale, som kunne bruges i en retssag imod ham.

Selvom Sagawa var skyldig i drab og tilmed erkendte dette, så blev han en fri mand i 1986, og han blev efterfølgende en kendt personlighed i Japan, idet han optrådte i medierne, hvor han åbent fortalte om sin forbrydelse eller optrådte som gæstevært i diverse programmer, hvilket han desuden blev betalt for, så han på den måde kunne ernære sig gennem sin kriminelle fortid og status som kannibal, hvilket han derfor også blev kendt som. Sagawa udgav også en række bøger og arbejdede sågar som madanmelder. I slutningen af 1990'erne begyndte det dog at gå ned ad bakke for Sagawa, der fik sværere og sværere ved at skaffe stillinger, og i 2013 blev han så ramt af et slagtilfælde, som lammede hans krop, så han blev sengeliggende og fik brug for hjælp døgnet rundt.

Total Page Visits: 2118 - Today Page Visits: 1