Mordet på Lindsay Hawker

Tatsuya Ichihashi og Lindsay Hawker

 

Lindsay Ann Hakwer var en 22-årig brite, der i oktober 2006 ankom til Japan for at undervise i engelsk i Tokyo. Og det var hér, hun den 20. marts 2007 mødte den 28-årige Tatsuya Ichihashi, der tilsyneladende ønskede privatundervisning i netop engelsk, hvilket resulterede i, at de fem dage senere tog på en café for at studere. Hér fortalte Tatsuya dog, at han havde glemt de penge, som Lindsay skulle have i betaling, så de tog derfor en taxa hjem til Tatsuyas lejlighed i Ichikawa uden for Tokyo, hvor Lindsay bad chaufføren om at vente, fordi hun ville komme tilbage, lige så snart hun havde fået sine penge. Men det gjorde hun dog ikke, så taxachaufføren besluttede sig for at køre videre, mens hendes to bofæller blev urolige, da hun ikke vendte hjem til sin lejlighed. Og da Lindsay heller ikke mødte op på sit arbejde, som ikke kunne få fat i hende, blev hun af skolen meldt savnet allerede dagen efter.

Eftersom Lindsays bofæller vidste, at hun sidst havde været sammen med Tatsuya Ichihashi, der tilmed havde tegnet en tegning til hende med sit telefonnummer og sin e-mailadresse på, så var det intet problem for politiet at finde frem til hans adresse, hvor 9 betjente derfor mødte op og ringede på den 26. marts. Da Tatsuya besvarede dørtelefonen og fandt ud af, at politiet gerne ville tale med ham, bad han dem om at mødes med ham ude på gangen, hvor betjentene derfor samlede sig, men da han åbnede døren og forlod sin lejlighed, valgte Tatsuya dog at flygte i retning mod brandtrappen, hvor han havde held med at stikke af, selvom en betjent ellers fik grebet fat i hans rygsæk og vristet denne fra ham.

På dette tidspunkt var man slet ikke sikker på, at der var sket en forbrydelse, men dette blev for alvor bekræftet, da politiet gik ind i lejligheden og fandt et badekar fyldt med jord og sand på altanen, hvorfra en menneskehånd stak frem. Dette skulle senere vise sig at være liget af Lindsay Hawker, der var blevet tæsket og efterfølgende kvalt til døde, før hun var blevet bundet og tilmed havde fået klippet håret af, inden hun til sidst var blevet begravet i badekarret, hvilket var en ret besynderlig måde at skjule et lig, så det derfor må formodes, at Tatsuya havde tænkt sig at skille sig af med den døde krop på et tidspunkt, men før da endte hans forbrydelse altså med at blive opdaget.

Tatsuya Ichihashi blev dermed mistænkt og efterlyst for mordet på den unge kvinde, men selvom hans navn og ansigt ellers florerede i offentligheden, så formåede han at forblive på flugt i 2,5 år, før han den 10. november 2009 blev anholdt i Osaka, da han prøvede at stige på en færge mod Okinawa. Han havde på temmelig brat vis lagt sit hjem og sin tilværelse bag sig uden at få sine ejendele med sig, men under sin tid på flugt havde han i perioder formået at leve et normalt liv med job og indtægt ved at påtage sig en falsk identitet, mens han også havde boet på en øde ø i flere måneder og sågar vandret pilgrimsruten på Shikoku.

Men Tasuya var nødt til at skifte lokation konstant, idet han nogle gange blev genkendt - først af en plastikkirurg, der havde udført en næseoperation på Tatsuya, hvilket førte til, at efterlysningen af ham blev opdateret med et nyt billede. Dette førte så til, at en af hans arbejdsgivere genkendte ham, og da han så forsøgte at flygte til Okinawa, blev han altså også genkendt af en medarbejder ved færgeterminalen i Osaka, der sørgede for at kontakte politiet, så han langt om længe kunne blive pågrebet og sigtet for mordet på Lindsay Hawker. Udover en næseoperation havde Tatsuya desuden fået ændret på andre af sine karaktertræk under sin tid på flugt, hvor han havde fået foretaget professionelle plastikoperationer men også udført kosmetiske indgreb på egen hånd, idet han eksempelvis havde fjernet modermærker og klippet dele af sin overlæbe af, så han ikke længere lignede sig selv.

Sagen modtog stor medieopmærksomhed - mere i udlandet end i Japan, fordi der var tale om mordet på en udenlandsk statsborger, som det japanske politi havde så svært ved at opklare. Lindsays familie og bofæller havde forgæves forsøgt at melde hende savnet selv samme dag som hun forsvandt, men deres henvendelser blev ikke taget seriøst, og det japanske politis håndtering af sagen mødte derfor voldsom kritik. Mest af alt fordi man lod gerningsmanden undslippe fra gerningsstedet og sågar først kunne anholde ham mere end to år efter mordet, hvor han i al den tid havde opholdt sig i landet. Der var derfor spekulationer om, at sagen ikke blev taget alvorligt, fordi det var en udlænding, der var blevet dræbt.

Selvom familien ønskede dødsstraf, så slap Tatsuya Ichihashi med livsvarigt fængsel, fordi domstolen tog højde for, at han ikke tidligere var dømt, selvom han ellers havde været anholdt for tyveri i 2004, hvilket dengang førte til, at der blev indgået forlig. Motivet for drabet var tilsyneladende, at Lindsay afviste Tatsuya, da han gjorde tilnærmelser og efterfølgende begyndte at skrige, da han i stedet gav sig til at voldtage hende, hvorved hun altså endte med at blive kvalt. Tatsuya Ichihashi har siden udgivet en bog, hvori han afdækker sin færden i tiden efter drabet på Lindsay Hawker, som han desuden giver sin version af i bogen. Selvom han ellers tilbød Lindsays familie overskuddet fra bogsalget, så afviste de at tage imod dette.