Sagen om Ryoji Akashi

Et billede af Ryoji Akashi

Ryoji Akashi boede hos sine forældre i byen Saga, hvor hans barndom i 1970'erne var præget af mobning i skolen, hvor Ryoji både blev drillet, tæsket, hånet og udelukket fra fællesskabet, hvilket man på skolen undlod at gøre noget ved, da man mente, at det var op til Ryoji at indordne sig. Ryoji blev eksempelvis klædt af foran pigerne i sin klasse, ligesom hans hoved blev banket mod en stol, så han måtte sys. Selv da hans forældre blev klar over, at deres søn blev mobbet, opfordrede de ham til at bide det i sig, fordi at man på dette tidspunkt ikke tog problemet med mobning seriøst, idet der var en udbredt overbevisning om, at ofrene selv var skyld i, at de blev mobbet, fordi de ikke aktivt forsøgte at passe ind i gruppen af andre børn.

Dette havde desværre den konsekvens, at mange japanske børn blev psykisk mærket af deres tid i skolen, og en af disse var Ryoji Akashi, der aldrig kunne glemme, hvad han var blevet udsat for i løbet af sin skolegang, så straks efter at have bestået mellemskolen planlagde han at hævne sig på hele sin klasse og lærerne i denne, fordi at han mente, at de alle havde gjort livet surt for ham og ødelagt hans barndom. Resten af sin opvækst dedikerede Ryoji derfor til sin plan om at begå en massakre, da han valgte at uddanne sig inden for kemi, så han som voksen kunne blive ansat hos forskellige kemikalieproducenter og på den måde komme i besiddelse af farlige stoffer, der kunne anvendes til at tage livet af mange mennesker på én gang.

Problemet var bare, at tidligere klassekammerater bliver spredt rundt, når de bliver voksne, så Ryoji havde ikke længere kontakt til de mange personer, han agtede at slå ihjel. Af den grund planlagde han at samle sin gamle klasse til en sammenkomst, men det var ikke muligt at finde en dato, hvor alle havde mulighed for at deltage - ikke før den 2. januar 1991, hvor folk var hjemme for at fejre nytåret hos deres familier i Saga, hvor den 27-årige Ryoji selv skulle besøge sine forældre. Men selvom der dermed var gået 12 år, siden de sidst havde set hinanden, så var Ryoji stadig besat af tanken om at slå hele sin gamle klasse ihjel, så ikke nok med at han planlagde arrangementet, der skulle bringe dem sammen, så forberedte han også de remedier, der skulle tage livet af dem.

Ryoji tilsatte arsenik til øllen, der skulle serveres under sammenkomsten, mens han producerede tre tidsindstillede bomber, som blev aktiveret til at eksplodere under afholdelsen af denne. Alt var derfor klart ved nytårets ankomst, hvor Ryoji befandt sig hjemme hos sine forældre i Saga og kunne se frem til den næste dag, hvor han omsider kunne realisere sine planer om at begå en massakre. Men da over 40 af hans gamle klassekammerater og 5 af hans tidligere lærere ankom til de lokaler, som Ryoji havde lejet, dukkede han imidlertid aldrig op, og det festlige arrangement blev derfor afviklet uden Ryoji, som af ukendte årsager var blevet forhindret i at deltage i den genforening, som han ellers havde stået bag.

Ryoji nåede nemlig at blive anholdt, før han kunne sætte sin dystre plan i værk, og så var det endda hans egen mor, der havde anmeldt ham, da hun under fejringen af nytåret undrede sig over sin søns opførsel. Kvinden valgte derfor at gennemsøge sin søns ejendele, og på den måde fandt hun frem til en ildevarslende seddel, som Ryoji havde skrevet, hvorpå der stod, at han havde tænkt sig at begå en massakre og derefter tage livet af sig selv. Dette fik naturligvis kvinden til at gå til politiet, der anholdte Ryoji og bragte ham med til afhøring, hvor han med tiden erkendte sine intentioner om at slå sin gamle klasse ihjel med forgiftet øl og tidsindstillede bomber. Politiet nåede dermed at beslaglægge ølflaskerne, men da man gennemsøgte Ryojis bil efter bomberne, eksploderede disse på det tidspunkt, de var sat til at gå af, hvilket sårede tre efterforskere.

Der kunne derfor have været tale om en tragedie med op til 50 ofre, hvis ikke Ryoji var blevet pågrebet i tide. Men selvom han var i politiets varetægt, så ønskede man ikke at skabe panik blandt hans tidligere klassekammerater og lærere, som intetanende deltog i sammenkomsten, som Ryoji stod bag. Det var derfor først næste dag, de fandt ud af, at der i virkeligheden var tale om en dødsfælde, da de lokale medier bragte historien om den 27-årige mand, der havde haft i sinde at slå sin gamle klasse ihjel. For dette blev Ryoji Akashi idømt seks års fængsel.

Total Page Visits: 22 - Today Page Visits: 1