Shojiro Nishimoto

Shojiro Nishimoto

Shojiro Nishimoto var en japansk seriemorder, der huserede i Aichi- og Nagano-præfekturet, hvor han i 2004 nåede at tage livet af fire mennesker, inden han blev pågrebet. Det første drab fandt sted den 13. januar, hvor den 27-årige Shojiro kørte rundt i Nagoya, da hans bil pludselig løb tør for benzin. Han efterlod den derfor i vejkanten og ledte efter en cykel, som han kunne stjæle, men da det ikke var muligt for ham at finde frem til en, endte han i stedet med at ringe efter en taxa, som kørte ham hjem. Shojiro havde dog ingen penge, så for at undgå at betale for turen valgte han at stikke den 59-årige chauffør, Yasuo Minato, ihjel i bilen, inden han stak af fra denne med dagens omsætning.

Shojiro påbegyndte herefter en drabsbølge i Nagano-præfekturet, hvor han den 29. april brød ind hos en af sine bekendte i skikkelse af den 77-årige Mie Shimanaka, som han kvalte til døde, så han dermed kunne berøve hende. Shojiro var nemlig arbejdsløs og ramt af gæld, som han forsøgte at betale af ved at begå indbrud, så når beboerne viste sig at være hjemme, tøvede han ikke med at slå dem ihjel, idet han udså sig ældre mennesker, som ikke kunne gøre modstand. Hans næste ofre var derfor den 69-årige Hitoshi Kato, der blev dræbt under et hjemmerøveri den 10. august, mens han den 7. september tog livet af den 74-årige Aiko Kimura. 

Ugen efter at have begået sit fjerde drab brød Shojiro så ind i endnu et hjem, hvor han dog fik aktiveret en tyverialarm, og politiet kunne derfor møde op og anholde indbrudstyven, der inden længe skulle vise sig at være en seriemorder med fire liv på samvittigheden. Under afhøringerne valgte Shojiro Nishimoto nemlig at tilstå de fire hidtil uopklarede drab, der var blevet begået i en periode på ni måneder, og for disse blev han efterfølgende idømt dødsstraf. Efter at have modtaget sin dom tilstod Shojiro dog drabet på en femte person i foråret 2003, men dette viste sig at være en løgn. Shojiro appellerede heller ikke sin dødsdom, så denne endte med at stå ved magt, og han blev derfor henrettet i 2009, hvor han var 35 år gammel.

Total Page Visits: 346 - Today Page Visits: 1