Japans bilproduktion er blandt verdens største, og biler er således også en af Japans vigtigste eksportvarer. Den japanske bilindustri begyndte allerede i starten af 1900-tallet, men det var først i løbet af 1960'erne, Japan blev en af markedets største spillere, efter at de helt store bilproducenter var blevet grundlagt. Anden Verdenskrig havde blandt andet været med til at styrke den japanske bilproduktion, fordi man i denne periode producerede sine egne køretøjer og kampvogne, og i efterkrigstiden var bilproduktionen et af de områder, som man i Japan besluttede sig for at fokusere på, så dette blandt andet var medvirkende til, at Japan oplevede et økonomisk opsving, fordi man for det første kunne sætte japanerne i arbejde og for det andet eksportere varer, som der var efterspørgsel på i hele verden. Samtidig medførte den stigende velstand, at japanerne fik råd til at købe biler, så der altså opstod en lokal cyklus, hvor efterspørgslen fik produktionen til at stige.
Efterhånden som man i Japan har sat fokus på at uddanne befolkningen, så har der dog været brug for at importere arbejdskraft fra udlandet, og mange udlændinge er derfor ufaglærte, som arbejder på landets fabrikker - også hos bilproducenter eller på fabrikker, hvor der produceres komponenter til andre bilmærker såsom gearbokse. Japan var desuden pioner inden for anvendelsen af robotter, som blev taget i brug under produktionen af biler i 1970'erne. Japans bilproduktion steg stødt og blev i begyndelsen af det nye årtusinde den førende på verdensplan, mens producenten Toyota blev den største i verden. Det er også Toyota, der står bag den mest solgte bilmodel til dato i skikkelse af Toyota Corolla, der første gang blev lanceret i 1966. Toyota har ligeledes opkøbt flere konkurrenter, og det samme har andre japanske bilproducenter, så visse bilmærker officielt hører ind under en anden producent.
Eftersom Japan producerer sine egne biler, er det selvsagt også japanske bilmærker, der er mest udbredt i Japan, hvor mange udenlandske bilmærker har status som luksusbiler, fordi de typisk koster mere end japanske biler, eftersom man er nødt til at betale for import af disse. Japan er også i top 20 over lande med flest biler per indbygger, idet over halvdelen af japanerne ejer en bil. Af samme grund er der mange veje i Japan, men der er også mange smalle gader grundet det høje indbyggertal, der gør pladsen trang i især storbyerne. Man vil derfor opleve, at mange varebiler faktisk er forholdsvis små, fordi de kører lokalt, mens store lastbiler kun benyttes til fragt over lange afstande. Kompakte personbiler er samtidig blevet yderst populære blandt private, netop fordi de ikke fylder så meget, og disse er i Japan kendt som Kei-Cars.
Der produceres hvert år omkring 7 til 8 millioner biler i Japan, og salgsindtægterne løber op i milliarder af yen. Der produceres desuden to typer af biler hos de japanske bilmærker, eftersom man i Japan kører i venstre side, hvilket vil sige, at førersædet hér befinder sig i højre side af bilen. Bilproducenter har derfor fabrikker forskellige steder i verden, hvor der produceres forskellige typer af biler, som så eksporteres videre til det land, hvor deres design passer til færdselsreglerne. Japanske biler placerer sig ofte i toppen over verdens sikreste biler, og antallet af dødsulykker i Japan har været faldende i de seneste årtier. Værst stod det til i 1970, hvor over 15.000 mistede livet i færdselsuheld på landsplan. Siden er dette tal faldet til under en tredjedel og for første gang siden man begyndte at føre statistik over færdselsulykker, oplevede man ikke et eneste dødeligt trafikuheld i Japan den 18. april 2021, hvilket dog også skyldtes nationale nedlukninger som følge af coronakrisen.
Her ses en liste over nogle af de mest populære japanske bilmærker, hvoraf enkelte af disse er knyttet til samme producent: