Yuki Kamomaes forsvinding

Et TV-indslag om Yuki Kamomae

Yuki Kamomae var en 8-årig pige, der i 1991 forsvandt under mystiske omstændigheder, hvilket tilsyneladende skete i pigens eget hjem i byen Yokkaichi. Den 15. marts tog Yuki nemlig hjem fra skole efter at have fået fri, og man ved med sikkerhed, at hun vendte hjem, idet hendes mor ringede klokken 15.30, hvor det var Yuki, der besvarede opkaldet, selvom hendes far ellers var hjemme. Men han lå åbenbart og sov, og ingen ved derfor hvad der skete med Yuki, da hun lagde røret på. Telefonsamtalen var nemlig det sidste livstegn fra pigen, for da hendes mor vendte hjem klokken 16.30, var hun ingen steder at finde i huset, hvor der imidlertid stod en kop kakao på bordet, som Yuki efter alt at dømme havde været ved at drikke, da hun af uforklarlige grunde forsvandt fra sit eget hjem.

Politiet gik ud fra, at der måtte være tale om en kidnapning, eftersom pigen ikke havde taget sko eller overtøj på, så hun næppe var ude at lege, og eftersom hun ikke vendte hjem, tydede det så sandelig på, at nogen var brudt ind i huset, hvor vedkommende havde bortført pigen. Men det store spørgsmål var bare, hvorfor hendes far intet havde hørt, eftersom han havde været hjemme. Mistanken blev derfor rettet mod ham, men der var ingen spor, der kunne bevise, at han havde stået bag Yukis forsvinding, som fandt sted i løbet af en time, hvor han samtidig skulle have gemt pigen af vejen et sted, hvor hun aldrig ville blive fundet. For Yuki dukkede aldrig op, selvom man gennemsøgte området.

Tre år efter Yukis forsvinding modtog hendes far et mystisk brev med en masse besynderlige sætninger, der ikke gav nogen mening. Brevet lod til at være skrevet i koder, som man siden har forsøgt at oversætte til forståelige sætninger, men ingen er kommet frem til, hvad indholdet går ud på, og det er heller aldrig blevet afsløret, hvem der sendte det mystiske brev, og om det havde noget med Yukis forsvinding at gøre, idet hendes navn på intet tidspunkt blev nævnt. Det blev navnet Miyuki derimod. Ydermere var brevet adresseret til en Hideyuki, selvom Yukis far hed Yoshiyuki, så meningen bag brevet er generelt omgærdet af mystik præcis som pigens forsvinding. Politiet er aldrig kommet tættere på at opklare denne, der er blevet betragtet som et klassisk eksempel på det, man i Japan kalder for kamikakushi, hvor folk af uforklarlige grunde forsvinder, hvilket man før i tiden mente var, fordi guderne tog dem til sig. Hvorvidt Yuki stadig er i live eller ej er altså en gåde.

Total Page Visits: 258 - Today Page Visits: 1