Tyfonen Della blev dannet over Stillehavet den 15. juni 1949 og blev opdaget af det amerikanske flyvevåben to dage senere. Til at begynde med havde den kurs mod Filippinerne, men den endte i stedet med at bevæge sig parallelt med landet, hvorpå den tog turen mod Japan, hvor den først lagde turen hen over Ryukyu-øerne og herfra videre tværs over Kyushu, før den begav sig videre til Det Japanske Hav og hér foretog en 90 graders vending, så dens bane fortsatte over Tohoku-regionen, inden den til sidst døde ud over Stillehavet den 23. juni. Dette var en tidlig tyfon, der ramte Japan, samtidig med at regntiden var begyndt, og landet havde derfor været præget af store mængder nedbør. På visse dele af Kyushu havde man oplevet over 200 millimeter regn på et døgn, og Della var derfor skyld i flere store oversvømmelser, da floder og havne løb over deres breder.
Ødelæggelserne var værst i Kagoshima-præfekturet på det sydlige Kyushu, der blev ramt sent om aftenen den 20. juni, men de fleste dødsfald hændte imidlertid på eller omkring havet i strædet mellem Kyushu og Shikoku. Hér endte over 300 fiskere nemlig med at gå ned med deres både, samtidig med at passagerfærgen Aoba Maru forliste, hvilket kostede over hundrede mennesker livet. Generelt var man ikke forberedt på en tyfon på denne tid af året, og selvom den i forvejen var blevet observeret, så havde den på det tidspunkt kurs mod Filippinerne, så bådtrafikken omkring de japanske øer blev altså ikke indstillet. Mere end 450 mennesker omkom som følge af tyfonen og dens ødelæggelser, mens 1400 bygninger blev lagt i ruiner. 4000 andre blev beskadiget, og mere end 50.000 blev mærket af oversvømmelser. Aoba Maru blev først bjærget 7 år senere.