All Nippon Airways Flight 60

Flyets hale trækkes op fra vandet

Klokken 17.55 den 4. februar 1966 lettede All Nippon Airways Flight 60 fra Chitose lufthavn på Hokkaido med retning mod Haneda lufthavn i Tokyo. Ombord på flyet var i alt 133 mennesker fordelt på 7 besætningsmedlemmer og 126 passagerer, hvoraf mange af disse var på vej hjem fra den årlige snefestival i Sapporo. Flyveturen forløb uden problemer og foregik i klart vejr, men da piloterne begyndte at gøre klar til landing klokken 19, forklarede de over radioen, at de blev nødt til at lande uden brug af teknologiske hjælpemidler, idet disse tilsyneladende var svigtet.

Kort efter at have overleveret denne besked forsvandt flyet dog fra radaren, da det uden videre styrtede ned i Tokyo Bugt cirka 10 kilometer fra lufthavnen, som det af en eller anden grund ikke havde held med at nå frem til. Ingen af de ombordværende overlevede, så med 133 ofre var flystyrtet dengang det værste i historien med et enkelt fly involveret. Årsagen til ulykken er dog aldrig blevet fundet og er fortsat et mysterium den dag i dag, fordi fly ikke var udstyret med sorte bokse på denne tid, så man dermed ikke kunne få indsigt i, hvad der foregik i cockpittet op til styrtet. Vidner forklarede imidlertid, at der tilsyneladende var ild i flyet, da det styrtede i havet, hvilket kunne have sat den ene af flyets tre motorer ud af funktion, hvorved piloterne mistede kontrollen over flyet i forbindelse med landingen.

Dette var desuden den første store flyulykke, der ramte Japan i 1966, hvor mere end 300 mennesker nåede at miste livet i 5 forskellige flyulykker i løbet af året, hvor Canadian Pacific Air Lines Flight 402 styrtede ned præcis en måned senere efterfuldt af BOAC Flight 911, som styrtede ned allerede dagen efter.