Angrebet på den franske ambassade i Haag

Politibetjente søger skjul bag biler foran ambassaden

Fredag den 13. september 1974 blev den franske ambassade i Haag i Holland udsat for et angreb, da tre bevæbnede medlemmer fra Japans Røde Hær stormede bygningen og tog 11 mennesker som gidsler - heriblandt den franske ambassadør. Umiddelbart efter ankom tre politifolk til ambassaden, hvor de omgående blev mødt af skud fra gidseltagerne, da de gav sig til at nærme sig bygningen, hvilket sårede to af betjentene, der begge overlevede. Efter dette blev ambassaden omringet af myndighederne, og forhandlingerne gik i gang, hvorved gidseltagernes krav blev fremlagt.

I bytte for gidslerne ønskede de tre terrorister nemlig deres kollega Yoshiaki Yamada befriet fra et fransk fængsel, hvor han havde opholdt sig, siden han var blevet anholdt i Frankrig efter at have stået bag et terrorangreb mod Shells olieraffinaderi på øen Pulau Bukom i Singapore tidligere på året. Herudover krævede gidseltagerne et stort pengebeløb og et fly stillet til rådighed, så de kunne forlade landet. Japans Røde Hær var allieret med Folkefronten til Palæstinas befrielse, og imens gidselsituationen i Haag endnu var i gang, stod de bag et angreb i Paris i Frankrig, hvor en granat blev kastet ind på en fyldt café, hvilket endte med at koste to mennesker livet.

Dette fik tilsyneladende den franske regering og de hollandske myndigheder til at efterkomme kravene efter flere dages forhandlinger, så den 17. september blev både gidsler og Yoshiaki Yamada sat fri, mens gidseltagerne blev givet 300.000 dollars i kontanter, ligesom de fik overdraget et Air France-fly. Dette bragte dem i første omgang til Yemen, hvor man imidlertid nægtede at tage imod dem, så efterfølgende blev terroristerne fløjet til Syrien, hvor man valgte at give dem asyl på den bekostning, at de skulle overdrage deres våben og de 300.000 dollars til den franske ambassade i Damascus, eftersom løsesummen blev anset for at være i strid med de revolutionære ideologier, man her gik ind for.

De tre gidseltagere blev identificeret som Haruo Wako, Jun Nishikawa og Junzo Okudaira. Jun Nishikawa blev året efter anholdt i Stockholm, hvor han dog blev løsladt, da Haruo Wako tog del i endnu en gidseltagning i Kuala Lumpur, hvor gidslerne blev løsladt i bytte for Jun Nishikawa. Begge blev senere anholdt og overdraget til Japan, hvor de blev idømt livsvarigt fængsel. Junzo Okudaira og Yoshiaki Yamada tog også del i gidseltagningen i Kuala Lumpur, og mens Yoshiaki Yamada meldte sig selv i 1986, så blev Junzo Okudaira anholdt i 1976 og overdraget til Japan, hvor han dog blev løsladt i 1977 i bytte for gidslerne på Japan Airlines Flight 472, som blev kapret af Japans Røde Hær. Han stod i 1988 bag en bilbombe i Napoli, hvilket kostede fem mennesker livet, og har siden været internationalt eftersøgt.