Kapringen af Laju-færgen

Kapringen af Laju-færgenDen 31. januar 1974 angreb fire mandlige terrorister Shells olieraffinaderi på øen Pulau Bukom i Singapore. To af disse var medlemmer af Japans Røde Hær mens de andre to tilhørte Folkefronten til Palæstinas befrielse. Man havde oprindeligt planlagt at angribe et lignende raffinaderi i Norge, men i 1973 skærpede de norske myndigheder sikkerheden i landet netop af frygt for terror, så gruppen endte i stedet med at udse sig raffinaderiet i Singapore, så man kunne forhindre transporten af olie til de nærliggende lande. Hensigten med dette var at skræmme og dermed advare de store firmaer, der havde monopol på oliehandlen. For at komme frem til Pulau Bukom benyttede de fire terrorister sig af en lille båd, der dog gik på grund, da den ramte et koralrev. De fik imidlertid hjælp af en intetanende fisker, der kom dem til undsætning og sejlede dem sikkert frem til deres mål. Hér blev angrebet udført med brug af maskingeværer og sprængstoffer, men kun tre af de i alt 12 medbragte bomber endte med at blive detoneret, og dette resulterede ikke i store skader på raffinaderiet. Selvom der blev affyret skud mod de ansatte, så var der heller ikke nogen, der kom noget til.

Missionen havde slået fejl, og eftersom deres båd var gået på grund, så valgte terroristerne at kapre færgen Laju, der befandt sig i havnen på Pulau Bukom. De fem besætningsmedlemmer, der befandt sig ombord på denne, blev taget som gidsler, da de fire mænd valgte at sejle væk fra øen og ud på havet, hvor myndighederne imidlertid satte efter dem og på kort tid nåede frem og forhindrede færgen i at sejle ind til fastlandet. Fordi terroristerne havde gidsler, så valgte man at lade være med at storme færgen, men påbegyndte i stedet forhandlinger, der endte med at vare i en uge. I denne periode lykkedes det to af gidslerne at undslippe ved at springe i vandet midt om natten, og de tre tilbageværende blev befriet, da 13 militærfolk og politikere valgte at give sig selv i bytte, samtidig med at terroristerne fik lov til at rejse til Mellemøsten. Dette skete den 8. februar, hvor et Japan Airlines fly bragte dem ud af landet. Angrebet var Singapores første internationale terrorangreb og førte til en styrkelse af politistyrken året efter.

Total Page Visits: 357 - Today Page Visits: 1