Branden i Shizuoka

Branden i ShizuokaDen 15. januar 1940 gik det ild i et tømrerværksted i Shizuoka, hvilket blev begyndelsen på en større katastrofe. På denne dag var der nemlig kraftig blæst, så gløderne fra branden fik spredt sig rundt omkring i byen, hvor flere mindre brande brød ud, og fordi bygningerne på denne tid var lavet af træ, varede det ikke længe, før der var tale om en bybrand. Ilden brød ud omkring klokken 12 og blev først slukket efter mere end et halvt døgn, da det først lykkedes at få bugt med flammerne klokken 3.30 om natten. På det tidspunkt var mere end 5000 bygninger blevet ødelagt, og over 20.000 mennesker var blevet gjort hjemløse. Mens brandvæsnet havde haft problemer med at få slukket ilden, så havde evakueringen af byen dog været en succes, eftersom kun en enkelt person endte med at miste livet. Blandt de ødelagte bygninger var blandt andet 23 templer, flere skoler samt mange af Shizuokas gamle ryokans. Selvom genopbygningen af byen hurtigt gik i gang, så var dette imidlertid mens Japan lå i krig med omverdenen, og i 1945 ville Shizuoka blive ramt af en ny katastrofe, da byen blev udsat for bombetogter.

 

Branden i Shizuoka711total visits,1visits today