Den største kulmine i Japan befandt sig i Fukuoka-præfekturet på Kyushu og var kendt som Miike-kulminen. Denne blev etableret tilbage i 1700-tallet og var åben frem til 1997, hvor lukningen havde økonomiske konsekvenser for området, idet lokalbefolkningen i århundreder havde ernæret sig gennem udvindingen af kul. Det at arbejde i miner har dog altid været forbundet med ulykker, så tusindvis af japanere er gennem historien omkommet i mineulykker, og for Miike-kulminens vedkommende var der særligt to katastrofer, der satte sit præg i 1900-tallet. Den ene af disse fandt sted i 1963, hvor 458 mennesker mistede livet, hvilket gør dette til den tredje værste mineulykke i Japan og den værste arbejdsulykke i landet i efterkrigstiden. Af den grund er ulykken i 1963 også den mest omtalte mineulykke i Japan.
Ulykken skete lidt over klokken 15 den 9. november, da kuldampe i minen ved et uheld blev antændt, hvorved en gigantisk eksplosion blev udløst halvanden kilometer fra indgangen til minen, mens denne var fuld af arbejdere. Dette fik lofterne til at kollapse, så nogle dermed blev mast ihjel, mens andre omkom som følge af selve eksplosionen. Men flere end 1000 arbejdere blev imidlertid fanget i minen, hvor giftige dampe fik spredt sig via ventilationsanlægget, og en efter en begyndte folk derfor at miste bevidstheden og dø af kulilteforgiftning - noget som størstedelen af de 940 overlevende ligeledes blev udsat for, hvilket medførte permanente hjerneskader for nogen, der derfor ikke kunne vende tilbage til arbejdet, efter at de var blevet reddet fri. Redningsarbejdet blev nemlig forsinket, så arbejderne endte med at sidde indespærret i timevis, før de blev hjulpet ud, og på det tidspunkt var det altså allerede for sent for 458 personer, der enten lå døde i minen eller efterfølgende omkom på hospitalet.
At arbejde i miner var et mandehverv, så hundredvis af kvinder i lokalområdet blev enker, mens børn blev fædreløse, og mineselskabet blev senere sagsøgt af både efterladte og overlevende, hvilket førte til retssager, der fortsatte helt frem til 1987, hvor det omsider blev besluttet, at der skulle udbetales erstatninger på knap en milliard yen. Før da var det ikke normalt, at mineselskaber udbetalte erstatninger, når folk omkom under arbejdet, og derfor fortsatte de juridiske opgør i så mange år. De overlevende, der oplevede helbredsmæssige effekter efter ulykken, fik aldrig tilkendt en lige så stor erstatning som de efterladte til dødsofrene.
Årsagen til ulykken var en løbsk minevogn, der endte med at fremkalde den gnist, som medførte eksplosionen, men denne burde slet ikke have fundet sted, idet ventilationsanlægget netop skulle sørge for at holde minen ventileret. Alligevel blev der altså dannet nok kuldampe til at forårsage en eksplosion, hvilket skyldtes, at man havde været nødt til at forhøje produktionen, eftersom minen havde været ramt af en langvarig strejke i årene forinden. Mineulykken skete desuden samme dag, som 161 mennesker mistede livet i Tsurumi-togulykken, mens den anden store Miike-kulmineulykke fandt sted i 1984, hvor 83 arbejdere omkom.