I april 1970 blev Japan Airlines Flight 351 kapret af terrorister fra oprørsgruppen Sekigun-ha, som beordrede flyet til at lande i Nordkorea. I stedet fløj man flyet til Sydkorea, hvor gidslerne blev løsladt og bragt tilbage til Japan via et andet passagerfly, men to år senere blev dette fly dog også centrum i en tragedie, da det styrtede ned og kostede 62 mennesker livet.
Den 28. november 1972 gik det pågældende fly under navnet Japan Airlines Flight 446, da det lettede fra Københavns lufthavn med Haneda lufthavn i Tokyo som sin endelige destination. Undervejs skulle der dog foretages en mellemlanding i Sheremetyevo lufthavn i datidens Sovjetunionen, men da flyet lettede herfra nåede det kun op i 100 meters højde og havde end ikke været i luften i et minut, før det styrtede ned og eksploderede 150 meter fra landingsbanen, fordi at brændstoftankene netop var blevet fyldt op. Ombord var 76 personer i skikkelse af 62 passagerer og 14 besætningsmedlemmer, hvoraf 9 passagerer og 5 besætningsmedlemmer formåede at overleve styrtet, mens resten af de ombordværende omkom.
De i alt 14 personer, der overlevede, havde alle befundet sig forrest i flyet, hvilket indikerede, at denne del havde ramt jorden som det sidste. Dette tydede på, at næsen havde været for højt oppe under takeoff, hvilket efterforskningen da også konkluderede, idet dette fik flyet til at standse i luften. Årsagen til styrtet var derfor en fejl fra piloternes side - nærmere bestemt førstestyrmanden, fordi han ved et uheld havde aktiveret bremsemekanismen på vingerne, således at dette øgede luftmodstanden. Efter styrtet blev DC-8 flytypen derfor modificeret, så denne funktion ikke længere kunne blive slået til, mens flyet befandt sig i luften.
Japan Airlines havde oplevet flere ulykker i løbet af året og blev derfor mødt af kritik, hvilket satte fokus på sikkerhed såvel som uddannelse af personalet. Det næste store flystyrt hos selskabet skete derfor først i 1977, da Japan Airlines Flight 715 styrtede ned i Malaysia, hvilket kostede 34 mennesker livet.